Den britiske premierminister, Theresa May, vil om kort tid udnævne karrierediplomaten Tim Barrow som Storbritanniens nye EU-ambassadør, skriver avisen The Financial Times og flere andre medier.
Der er ingen officielle kommentarer til medierapporterne.
Barrow, som er Storbritanniens tidligere ambassadør i Moskva, kommer til at spille en nøglerolle i de kommende brexit-forhandlinger, forud for at briterne forlader EU.
Han var i Moskva frem til 2015, og blev i marts 2016 politisk direktør i det britiske udenrigsministerium. Han har tidligere haft en rolle som førstesekretær på Storbritanniens faste repræsentation i Bruxelles.
Storbritanniens afgående EU-ambassadør, Ivan Rogers, meddelte tirsdag, at han træder tilbage uden at angive nogen grund.
Rogers fremsætter dog onsdag hård kritik af Mays regering og siger, at end ikke højt placerede embedsmænd har nogen viden om, hvad den britiske regerings forhandlingsmål er i forhold til briternes udtræden af EU.
Han opfordrer sine kolleger til at stå frem og sige deres mening til magthaverne, selv om disse ikke ønsker at høre den.
- Jeg håber, at I vil støtte hinanden i de svære situationer, hvor I er tvunget til at fremføre budskaber, som man ikke vil, men må høre, skriver Rogers ifølge BBC.
Rogers konstaterer, at EU har flere erfarne forhandlere end Storbritannien, og at det derfor bliver svært at få et gunstigt resultat ved forhandlingsbordet - set med britiske øjne.
Rogers, som har siddet på posten siden november 2013, har ikke givet nogen forklaring på sit overraskende farvel, som han offentliggjorde tirsdag.
May har lovet briterne, at processen sættes i gang senest med udgangen af marts i år.
Inden Rogers drog til Bruxelles var han premierminister David Camerons rådgiver i udenrigsspørgsmål. Han har også arbejdet for banken Citigroup.
/ritzau/Reuters