En historisk spareøvelse er gået i gang på Aalborg Universitet.
Både januar og februar har budt på fyringsrunder af over 100 ansatte og konsekvenserne er allerede begyndt at slå igennem på den nordjyske uddannelsesinstitution, der skal finde 67 millioner i besparelser på budgettet.
- Der er tale om en meget voldsom, meget hård beskæring siger Ole Busck, lektor og fællestillidsmand for Magistrene på Aalborg Universitet til DR P4 Nordjylland.
Han mener, at besparelsen vil "smadre" universitetets forsknings- og undervisningsmiljøer,
- Det er virkelig noget, der skader de studerende, for forskerne og underviserne flygter jo fra stedet,
Det vil blive svært at opretholde det niveau, der har sendt Aalborg Universitet op som et af verdens mest velrenommerede, nye universiteter, mener Ole Busck.
Rektor på Aalborg Universitet, Per Michael Johansen, ønsker først at kommentere på sagen, når fyringerne er realiseret. Rektor har tidligere forklaret, at besparelserne især skyldes færre studerende og lavere uddannelsesindtægter.
De politisk vedtagne dimensioneringer af uddannelser begrænser antallet af optagne studerende og dermed også uddannelsesindtægterne. Omprioriteringsbidraget på to procent fortsætter desuden i 2019. Derudover er der en række interne forhold, blandt andet en ny budgetmodel, som medfører ændringer i de enkelte enheders økonomi
Aalborg Universitet har 3.000 ansatte.
DR Nordjylland