Masseanholdelser i Pakistan efter blasfemi-dømt kvinde løslades

Paramilitary soldiers walk past ablaze bikes, during a protest after dispersing the supporters of the Tehrik-e-Labaik Pakistan Islamist political party, in Karachi (Foto: Akhtar Soomro/Reuters)

Fortsat uro efter omstødelse af blasfemi-dom til kristen kvinde i Pakistan fører til masseanholdelser.

I Pakistan har løsladelsen af den kristne kvinde Asia Bibi ført til store protester og masseanholdelser af islamister, der har protesteret over, at den blasfemi-dømte kvinde ikke bliver henrettet.

Tahir Mahmood, der er et ledende medlem af pakistansk politi, fortæller lørdag til nyhedsbureauet AP, at i omegnen af 300 er anholdt ved protesterne.

Asia Bibi blev dømt for at komme med nedsættende kommentarer om profeten Muhammed og islam, efter at hendes nabo havde nægtet hende at drikke vand fra et af naboens glas, fordi hun ikke er muslim.

I 2010 blev hun dømt til døden. I november omstødte landets højesteret hendes sag, og hun blev løsladt.

Det førte til store protester og demonstrationer fra blandt andet tilhængere af det islamistiske parti Tehreek-i-Labaik Pakistan.

Demonstrationerne lammede i flere dage landet, inden regeringen og partiet indgik en aftale, der fik dem til at høre op. Aftalen viste sig dog skrøbelig.

Siden har lederen af Tehreek-i-Labaik, Khadim Hussein Rizvi, opfordret til nye demonstrationer søndag. Han er blevet anholdt, hvilket udløste nye protester.

Ved de protester er omkring 300 blevet anholdt, oplyser Tahir Mahmood.

I byen Lahore i den østlige del af landet brugte politiet og andre paramilitære grupper tåregas til at opløse de forsamlede folkemængder.

- Mere end 100 mennesker inklusive ledere (i Tehreek-i-Labaik, red.) er blevet arresteret, siger Basharat Ali, der er talsmand for politiet i den provins, til nyhedsbureauet dpa.

I sin beretning fra Pakistan skriver dpa, at blasfemi kan være et "følsomt" emne i landet. Personer, som anklages for blasfemi, kan blive udsat for muslimske selvtægtsgrupper.

Der er ifølge dpa fortilfælde for, at mistænkte er blevet skudt ned, brændt af eller tævet ihjel.

/ritzau/