Margrethe forladt i julen: Familien smutter til udlandet

Både kronprinsparret og prins Joachim og prinsesse Marie fejrer højtiden i udlandet. Prins Joachims ældste børn holder jul hos grevinde Alexandra.
Det danske kongefamilie holder jul hver for sig i år.
Det danske kongefamilie holder jul hver for sig i år. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Der er under en måned til juleaften, og nu er det danske kongehus' juleplaner på plads.

Det oplyser kongehuset på sin officielle hjemmeside.

Dronning Margrethe og prins Henrik fejrer jul på Marselisborg Slot i Aarhus, som parret ofte gør.

Kronprinsparret rejser til kronprinsesse Marys fødeland, Australien, sammen med parrets fire børn: prins Christian på 12, 10-årige prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, der fylder 7 år den 6. januar 2018.

Julen skal fejres med kronprinsessens familie.

Prins Joachim og prinsesse Marie holder også jul i udlandet, men det er ikke oplyst, hvor parret og deres to fælles børn, prins Henrik på otte og femårige prinsesse Athena, fejrer højtiden.

Prins Joachims to ældste børn, prins Nikolai på 18 år og 15-årige prins Felix, skal fejre jul hos deres mor, grevinde Alexandra.

Juleplanerne betyder, at dronning Margrethe og prins Henrik i år holder jul uden hverken børn eller børnebørn. Sidste år var hele familien samlet på Marselisborg Slot.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.