Pensionsselskabet Pensam Livs bestyrelse tager nu konsekvensen af mange måneders turbulens og har i enighed besluttet, at der skal vælges en ny bestyrelse.
Danske Regioner, KL og FOA er alle repræsenteret i Pensams bestyrelse, og hidtil har Danske Regioner siddet på formandsposten, mens FOA har besat næstformandsposten.
Nu lægges der op til en større ændring i bestyrelsens sammensætning.
Den indebærer, at KL og FOA fremover besætter hver en næstformandspost, så der bliver to næstformænd i bestyrelsen. Derudover skal der tilknyttes en uvildig finansiel ekspert, skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Meldingen kommer efter en åben magtkamp mellem FOAs repræsentant - næstformand Dennis Kristensen - og nuværende formand Thor Grønlykke (S).
Der bliver snarest indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor de nødvendige vedtægtsændringer kan godkendes, og hvor der kan vælges en ny bestyrelse.
Pensam Liv er et af landets største pensionsselskaber og repræsenterer blandt andet pædagoger, sygeplejere, plejehjemsassistenter og portører.
Formand i Danske Regioner Bent Hansen udtaler:
- Det er i sidste ende hensynet til medarbejdernes pensionsopsparinger, der er altoverskyggende. Derfor er jeg også tilfreds med, at parterne i fællesskab kan styrke den pensionskasse, der skal forvalte opsparingerne.
Ifølge KL's formand, Erik Nielsen, har Pensams medlemmer gennem de sidste 10 år kunnet konstatere, at deres pensionsopsparinger haltede efter andre pensionskasser.
- Det skal der rettes op på. Og jeg har derfor den klare forventning, at den nye bestyrelse tager fat på at løse nogle af de grundlæggende udfordringer, selskabet står med, siger han.
Selskabet har haft store problemer med it-systemerne og manglende udsendelse af årsopgørelser fra 2008 til 2010. For nylig politianmeldte Finanstilsynet Pensam på grund af de omfattende it-problemer.
/ritzau/