Anklagemyndigheden i Østjylland rejser tiltale mod tre mænd for at have fremsat bombetrusler mod Handelshøjskolen i Aarhus sidste år.
Det oplyser anklager Rasmus Gyldenløve fra Østjyllands Politi mandag til Ritzau.
- Vi har rejst tiltale for straffelovens paragraf 266, der handler om trusler, lyder det fra anklageren.
Derudover er mændene tiltalt efter en mindre alvorlig paragraf, som handler om, at man ikke må forårsage, at politiet rykker ud uden grund.
Handelshøjskolen på Fuglsang Allé i Aarhus blev den 17. december om eftermiddagen evakueret.
Det skete, efter at en mand ringede ind og fortalte, at der ville blive sprængt en bombe på stedet.
Det fik politiet til at rykke ud til skolen, men ordensmagten kunne efter at have gennemsøgt stedet konstatere, at der var tale om tomme trusler.
I forbindelse med truslen blev også 50 børnehavebørn og personale fra dronning Alexandrines Børnehave, der er nabo til Handelshøjskolen, evakueret.
Bombetruslen i december var den anden af slagsen inden for få måneder. I oktober modtog skolen et brev, som også indeholdt en trussel.
Retssagen mod de tre kommer for ved Retten i Aarhus den 21. oktober.
/ritzau/