Det har vakt bestyrtelse på den anden side af kloden, at angriberen Didier Drogba har skrevet kontrakt med tyrkiske Galatasaray.
Den kinesiske klub Shanghai Shenhua anerkender nemlig ikke den handel, der skulle sende ivorianeren fra Kina til Tyrkiet.
- Klubben er dybt chokeret. Drogba er fortsat medlem af Shanghai Shenhua, eftersom kontrakten fortsat løber.
- Shanghai Shenhua er klar til at samle beviser og videregive dem til det internationale fodboldforbund Fifa for at beskytte sine interesser, skriver klubben på sin hjemmeside.
Didier Drogba skrev i sommeren under på en to et halvt år lang aftale med de storsatsende kinesere.
I forbindelse med hans kontraktunderskrivelse i Galatasaray forlød det, at tyrkerne ville betale Shanghai Shenhua 6 millioner euro (cirka 45 millioner kroner) i overgangssum.
I dette transfervindue har Nicolas Anelka også forladt Shanghai Shenhua. Han er udlånt til Juventus.
/ritzau/Reuters