Storbritanniens konservative parti står til en vælgeropbakning på 50 procent i en ny meningsmåling.
Det er den højeste opbakning, partiet har haft siden 1991, skriver avisen Sunday Mirror, der har offentliggjort målingen lørdag.
Det er en fremgang på ikke mindre end fire procent siden en tilsvarende måling i Sunday Mirror en uge tidligere.
Det største oppositionsparti, Labour, ville ifølge målingen få 25 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag.
Andre målinger viser et lignende billede. I en måling for Sunday Times har analyseinstituttet YouGov spurgt et udsnit af de britiske vælgere, hvem de agter at stemme på, og her svarer 48 procent Det Konservative Parti, mens 25 procent foretrækker Labour.
En tredje måling foretaget af Opinium giver 45 procents opbakning til Storbritanniens konservative premierminister, Theresa May, og hendes partifæller, mens Labour får 26 procent.
Hvis tallene holder helt frem til valgdagen 8. juni, vil de konservative kunne sætte sig på et solidt flertal af pladserne i det britiske underhus.
May vil muligvis kunne slå tidligere premierminister Tony Blairs rekord fra 1997, hvor han og Labour fik over 418 af de 646 pladser i Underhuset, skriver Sunday Mirror.
Labour ville derimod miste 90 pladser, hvis målingerne holder stik.
Labour-leder Jeremy Corbyn får yderligere en begmand i Sunday Mirrors måling. Her siger 45 procent af partiets vælgere, at de ikke tror på, at partiet kan vinde et parlamentsvalg med ham som leder.
Theresa May overraskede de fleste, da hun tirsdag meddelte, at hun vil udskrive valg.
Premierministeren begrunder det med, at hun vil have et klart mandat fra den britiske befolkning til de kommende forhandlinger om at forlade EU.
I målingen i Sunday Mirror, der er udført af analyseinstituttet ComRes, får Liberaldemokraterne 11 procents opbakning, mens det indvandringskritiske Ukip står til syv procent.
/ritzau/