En 59-årig mand fra Odense mistede tirsdag eftermiddag livet ved en trafikulykke på Middelfartvej i Odense.
Manden var på vej op ad Bolbro Bakke på sin cykel, da ulykken skete.
Længere oppe ad bakken holdt en varebil med en skurvogn på slæb for rødt lys. Da lyset skiftede og føreren af varebilen satte i gang, rev skurvognen sig løs og rullede ned ad bakken, oplyser Fyns Politi.
Den løbske skurvogn kørte ind over cykelstien og ramte den 59-årige, der blev så hårdt kvæstet, at han døde på ulykkesstedet kort efter.
Politiet ved ikke, hvordan det kunne ske, at skurvognen rev sig løs fra varebilen. En bilinspektør er i gang med tekniske undersøgelser, som måske kan forklare, hvad der skete.
/ritzau/