Liverpool-stjerne undersøges i dopingsag

Sport
Liverpool-stopperen Mamadou Sakho er testet positiv for et fedtforbrændende stof, oplyser den franske radiokanal RMC. (Foto: Foto: Jon Super/AP)

Uefa undersøger Liverpools franske landsholdsspiller Mamadou Sakho for muligt brud på antidoping-reglementet.

Liverpool-stopperen Mamadou Sakho er angiveligt testet positiv for et fedtforbrændende stof.

Den oplyser den franske radiokanal RMC og flere andre medier.

Den engelske fodboldklub bekræfter, at Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, fredag har kontaktet Liverpool omkring et muligt brud på antidoping-reglementet.

- Spilleren er ikke suspenderet. Klubben har efter konsultation med spilleren besluttet, at spilleren ikke er til rådighed for kampe, mens sagen kører, skriver Liverpool på klubbens hjemmeside.

Den engelske klub tilføjer, at spilleren nu skal forklare sig over for Uefa. Derudover har Liverpool ikke yderligere at tilføje i sagen.

Sakho har spillet 22 Premier League-kampe for Liverpool i denne sæson. Han scorede, da Liverpool for nylig slog tyske Borussia Dortmund ud af Europa League.

Den 26-årige forsvarsspiller, som blev hentet til Anfield i 2013 fra Paris Saint-Germain, har spillet 28 landskampe for Frankrig.

Liverpool møder lørdag klokken 16.00 Newcastle på hjemmebane.

/ritzau/