- Skyldig? Ja, det står der hen over hovedet på mig.
FC København-backen Lars Jacobsen er ikke i tvivl om, hvem der bærer hovedansvaret for, at Carsten V. Jensen stopper som træner for FCK.
Lars Jacobsen, som i øjeblikket forbereder sig til fodboldlandsholdets EM-testkamp mod Brasilien i Hamburg lørdag, ser FCK-spillerne som de hovedansvarlige for klubbens nedtur i de afsluttende kampe i Superligaen.
- Ja, uden tvivl. Det sagde jeg også, da Roland Nilsson blev fyret (i vinterpausen), at det er et stort nederlag for os spillere, siger Lars Jacobsen.
Backen glæder sig over, at Carsten V. Jensen fortsætter i rollen som sportsdirektør hos FCK.
- Jeg vil ikke kalde det en fyring, for han fortsætter i klubben. Carsten har været med til at køre FCK op til, hvor vi er i dag, og derfor er jeg glad for, at han fortsætter i klubben.
- Så må vi se, hvem der skal overtage som træner, men som spillere er vi ærekære nok til at sige, at det er os, der skal levere, og det har vi ikke gjort i dette forår, siger Lars Jacobsen.
FCK førte Superligaen med et forspring på fire point, da Carsten V. Jensen i vinterpausen overtog trænerjobbet fra svenske Roland Nilsson.
Onsdag aften blev FCK detroniseret som dansk mester, da FC Nordsjælland overtog tronen.