20-årige Sune Enghoff Svaneby har lige siden barndommen haft tæt kontakt med det kriminelle miljø. Hans far var HA-rocker og Sune selv blev tvangsfjernet som otte-årig. Siden har døgninstitutioner og arresthuse været hans hjem. Men nu er Sune endelig kommet ud af det kriminelle miljø.
Den unge fyr er nemlig begyndt at arbejde som tømrer og alt-mulig-mand på en privatejet insitution i Tørring. Og det har fået ham væk fra kriminaliteten.
"Lige nu er jeg i gang med at bygge et hus, som er blevet brændt ned, i Tørring. Jeg har lavet stue, gulv og loft. Det har betydet alt for mig at lære et håndværk. Jeg føler, samfundet kigger anderledes på mig end før," fortæller Sune Svaneby til Berlingske.
Drømmer nu om normalt liv
Faktisk har Sune fået så meget mod på en normal tilværelse, at han nu er i gang med at tage niende klasse, som skal være hans adgangsbillet til at realisere drømmen om at blive uddannet tømrer. Derudover drømmer han om at få et hus, en kæreste og en hund. Alle disse ambitioner skyldes - ifølge Sune - at han har fået job.
"Jobbet har lært mig, at jeg sagtens kan leve et liv uden kriminalitet og sagtens kan tjene penge selv. Jeg havde ærlig talt aldrig troet, jeg skulle komme ud af kriminalitet," fortæller Sune.
Organisation: Job hjælper de kriminelle
Organisationen High-Five har siden 2006 formidlet kontakt mellem unge kriminelle og virksomheder, som er klar til at hjæpe dem på rette spor. Og det har været en succes.
"Undersøgelser af vores arbejde viser, at 70 procent af de unge i virksomhederne holder sig væk fra kriminalitet. Blandt kontrolgruppen var det kun syv procent," fortæller talsmand for High-Five Ole Hessel.
Kilde: Berlingske