Opdateret kl. 23:07
En 52-årig mand er blevet anholdt og sigtet for at have dræbt en kvinde i Sønderborg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands politi i en kortfattet pressemeddelelse onsdag aften.
Klokken 15.53 onsdag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at der lå en livløs kvinde ved Aldi på Grundtvigs Plads.
- Politi og redningsberedskab ankom efterfølgende til stedet. Og en læge fra redningsberedskabet erklærede efterfølgende kvinden for død, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Tidligere på aftenen havde politiet ikke identificeret kvinden.
Men klokken 22.30 skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter, at der er tale om en 54-årig kvinde fra Sønderborg.
De pårørende er underrettet, tilføjer politiet.
En halv times tid efter anmeldelsen blev en 52-årig mand klokken 16.17 anholdt på Grundtvigs Plads og sigtet for drabet.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan kvinden er blevet dræbt, eller hvordan den anholdte stiller sig til sigtelsen.
Politiet er onsdag aften stadig i gang med undersøgelser på stedet og får bistand fra Beredskabsstyrelsen, som blandt andet står for opsætning af lys i området.
Først torsdag morgen afgør anklagemyndigheden, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.
/ritzau/