Når en dansk kampsoldat i Afghanistan forlader lejren for at beskytte civile afghanere mod terrorister fra Taliban, har en kristen feltpræst typisk velsignet ham forinden.

Hærprovsten, der har ansvaret for at rekruttere og uddanne feltpræsterne, mener nemlig, at de "bør" give soldaten Guds velsignelse "før og efter en patrulje".

Jobannonce

JOBOPSLAG: Dansk Metal søger en it-forretningskonsulent til forretningsudvikling

Frist 29-10-2018

Men hvad mener soldaterne selv?

Avisen.dk har spurgt fire tidligere udsendte og en feltpræst, hvad de mener om soldater-velsignelserne.

Victor Greve, feltpræst, ISAF HOLD NI (privatfoto)

"I mine øjne gør vi feltpræster på ingen måde krigen i Afghanistan til en hellig krig ved at velsigne soldaterne. Da jeg var i Afghanistan, snakkede jeg sommetider med de lokale og forklarede dem, at jeg er feltpræst. Dem, jeg talte med, vidste ikke, hvad kristendommen er, men de havde respekt for, at jeg er en "holy man", som de sagde. At sige at vi feltpræster risikere at forstærke konflikten derude er noget vås."

"Efter velsignelsen lægger jeg hånden på hjertet eller slår mig selv på brystet to gange til farvel. Når drengene kommer hjem igen, får de en krammer. Fodboldspillere klapper jo også hinanden i røven, når de scorer. Men det er der ingen, der bliver stødt af."

"Kritikere mener, at velsignelsen er med til at gejle soldaterne op. Det mener jeg ikke. Velsignelsen er tværtimod med til at bøje i neon, at det gælder om liv eller død, når soldaterne går forlader lejren. Bønnen gør soldaterne bevidste. Den motiverer dem ikke til blodbad. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor biskopper og andre teologer føler sig så provokerede. De burde være glade for, at flere bliver stærkere i troen."

Jacob Christensen, tidligere sergent, ISAF HOLD NI (foto: Peter Leth-Larsen)

"Når feltpræsten velsignede mig og de andre drenge, gav det os ro i sjælen. Det var mere hyggeligt, end det var åndeligt. Han kunne lige så godt have læst en opskrift på boller op fra en bagebog. Jeg stod selv og lagde mærke til, hvem jeg skulle i krig med den dag, mens jeg tænkte, at jeg skulle have alle med hele hjem igen."

"Når feltpræsten velsignede os, var det mere et moralsk boost end en klassisk bøn. Det var en form for peptalk. Vi stod typisk i en halvcirkel omkring ham. Nogle knælede og andre bøjede bare hovedet."

"”Vores feltpræst var ikke en frelst lejrtosse. Han slyngede ikke bibel-citater ud hvert andet minut. Han bandede som en sømand og kæderøg sammen med os. Derfor havde velsignelsen heller ikke et helligt skær. Det var mere et meditativt øjeblik før ofte dødsens-farlige patruljer."

Just Kielberg, tidligere militær sygehjælper, ISAF HOLD NI (privatfoto)

"Jeg finder det malplaceret, at feltpræster velsigner vores kamptropper i Afghanistan. Når jeg tænker på hvor mange krige, der er blevet antændt af hellige mænd - hvad enten det er muslimske mullaher eller kristne præster - giver det ingen mening. Vi er udsendt som en del af en sikkerhedsstyrke af det internationale samfund og burde derfor udføre vores arbejde uden religiøs indblanding."

"Jeg synes, at det er positivt, at mange især unge soldater taler med feltpræsterne om de store tanker og følelser, der følger med en udsendelse på godt og ondt. Men i det øjeblik Forsvaret afholder prædikener, velsigner eller bruger Guds ord som en platform til samtale og til at hjælpe soldaterne med at finde en mening med krigen, bliver det i mine øjne uetisk. Krig og religion bør ikke blandes sammen."

"Jeg var en af de ældste på holdet, så jeg var i stand til at sige fra, men mange af de 18-20-årige har svært ved det. Når man er i krig, har man nemlig ikke lyst til at stå udenfor fællesskabet. Det undrer mig, at Forsvaret og Folkekirken - i et religionsfrit land som Danmak - vælger at den kristne tro bliver praktiseret i krigszoner."

Anton Piil Tarding, tidligere konstabel, ISAF HOLD NI (privatfoto)

"Jeg er ikke-troende, og jeg var ikke den eneste på holdet, men jeg husker ikke, at der var nogen, der direkte protesterede imod velsignelsen. Så vidt jeg husker, var der en muslim, der deltog, og en katolik, der nægtede at være med."

"Jeg kan godt forstå, hvis biskopperne er bekymrede over feltpræsternes velsignelser. Det er noget skidt at blande religion og krig sammen på den måde. Taliban tror jo i forvejen, at de internationale styrker er et kristent korstog, og hvis de spotter dyrkelse af religion, kan de bruge de i deres propaganda."

"Jeg synes ikke, at feltpræsterne skal skrue mere op for velsignelserne, end de allerede har gjort. Det kan give de lokale et forkert billede af, hvorfor vi er til stede i Afghanistan. Det kan jo komme til at se ud som om, at vi har disrespekt over for islam. Velsignelserne skal i hvert fald blive bag lejrens vægge, hvis du spørger mig."

Kasper Lykke Jensen, tidligere overkonstabel, ISAF HOLD NI (privatfoto)

"Velsignelserne er langt fra en livsvigtig ting før patruljerne. Det er derimod en rar ting, som mange soldater deltager i - ikke fordi vi er ultra-religiøse, men fordi vi respekterer feltpræsten, der jo er rejst den lange vej til Afghanistan for vores skyld."

"At få korsets tegn blev et fast ritual før patruljerne, der bare skulle med, lidt lige som når professionelle fodboldspillere altid bruger et bestemt par sokker, når de skal spille kamp."

"Alle soldater går med et hundetegn rundt om halsen, og mange går også med et kors. Det er et personligt valg, men det betyder altså ikke, at de ser sig selv som hellige krigere. Hverken kors eller velsignelse gør os fanatiske som nogle af vores modstandere."