Klask, sagde det, og så havde en 39-årig mand knaldet en fire-årig dreng en lussing.
Den fire-årige var fredag på tur til Odense Zoo med sin børnehave. Det var uden for zoo'en, dramaet udspillede sig og udviklede sig til, at manden også sparkede en pædagog over det ene knæ.
- Det er jo helt grotekst - og det vækker en vis bestyrtelse, at en voksen mand kan finde på at slå et barn, siger vagtchef Lars Thede til TV 2/Fyn.
I følge tv-stationen kender politiet ikke årsagen til overfaldet, men vagtchefen fortæller, at manden var sammen med sin datter, da overfaldet skete:
- Hvad der sker - og om der er sket noget mellem de to børn, det ved vi ikke.
Overfaldet skete ved 10.30-tiden, og gerningsmanden gik efter episoden fra stedet. Der var flere vidner til overfaldet, og sammen med en af børnehave-pædagogerne tog de kontakt til manden på Carl Baggers Allé, nogle hundrede meter fra zoo.
I følge Fyns Politi tog de oprørte pædagoger billeder af manden og forsøgte at tilbageholde ham, ligesom de noterede nummeret på mandens bil, da han kørte fra stedet.
Fyns Politi kontaktede efterfølgende manden på hans bopæl. Han er nu sigtet for vold.
- Men han ønsker ikke at udtale sig, før han har en advokat, siger vicepolitikommissær Jack Liedecke til Lokalavisen.dk.
Den fire-årige er blevet tilset af en læge. Hverken han eller pædagogen er ikke kommet noget til.