USA vil ikke lade udlændinge, som inden for de seneste to uger har været i Kina, rejse ind i landet.
Det oplyser den amerikanske sundhedsminister, Alex Azar, på et pressemøde fredag.
Amerikanske statsborgere, som inden for de seneste to uger har været i den kinesiske Hubei-provins, skal i karantæne i op til 14 dage, når de rejser tilbage til USA, uddyber Azar.
Fly fra Kina til USA begrænses til syv lufthavne, hvor der vil være ekstra kontrol.
De nye og midlertidige tiltag indføres i et forsøg på at undgå nye tilfælde af smitte med coronavirus, der stammer fra Hubei-provinsen i det centrale Kina.
Den amerikanske regering erklærer sundhedskrise på grund af udbruddet.
USA undersøger på nuværende tidspunkt 191 mistænkte tilfælde af smitte. Det oplyser Robert Redfield, der er direktør for det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).
Tidligere fredag lød status, at USA har registreret seks bekræftede tilfælde af smitte.
De nye regler, der skal begrænse smittespredningen, træder i kraft søndag klokken 23 dansk tid.
Tre amerikanske flyselskaber, American, Delta og United, har sagt, at de planlægger at suspendere alle fly til Kina.
Andre lande, heriblandt Danmark, har frarådet alle rejser til Hubei-provinsen.
Coranvirusset har indtil videre taget livet af mere end 250 personer, mens 11.000 er smittet i Kina.
Virusudbruddet, der har sit epicenter i den kinesiske by Wuhan, har bredt sig til mere end 20 lande, herunder otte europæiske lande.
Kina har lukket en lang række butikker og attraktioner som følge af virusset. Ligeledes er fly fra Wuhan blevet begrænset.
Et ekspertpanel i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede torsdag, at det smitsomme coronavirus udgør en international sundhedskrise.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters