Samlet over tre dage satte 20-årige Kevin Magnussen den bedste tid i Young Drivers Test i Abu Dhabi.
Torsdag - på tredje og sidste dag - var den unge racerkører tilbage i McLarens Formel 1-vogn på Yas Marina-banen, men denne gang måtte danskeren nøjes med en andenplads.
Italieneren Davide Valsecchi fra Lotus-Renault satte torsdagens bedste omgangstid med 1.42,677 minutter efter 86 omgange, mens Kevin Magnussen på sine 51 omgange blev noteret for 1.42,827 som det hurtigste.
Med andre ord er danskeren allerede ved at blive gammel og langsom efter tre dage i sin Formel 1-racer. For tirsdag kørte han i tiden 1.42,661 minutter - hvilket endte med at være den bedste tid over hele Young Driver-testen.
Danskeren var igen noget hurtigere end sin holdkammerat. Torsdag kørte han med Oliver Turvey, som blev noteret for 1.43,604 minutter og 44 omgange på Yas Marina.
Den tredje kører på McLaren-teamet, Gary Paffetts, satte sin bedste tid i tirsdagens test med 1.43,407 minutter, mens han onsdag klokkede 1.43,771 minutter.
Turvey, som sad over på førstedagen, blev onsdag noteret for 1.43,176 minutter.
Kevin Magnussen var tirsdag selv meget tilfreds med sin debut som Formel 1-testkører.
- Det gik super godt. Det var fantastisk at prøve en Formel 1-bil. Det gik godt, og jeg fik en masse omgange. Der var ingen problemer, og det var det vigtigste.
- Testen er gået super. Den er gået over min egen forventning - det må jeg sige. Jeg glæder mig bare super meget til at komme ud igen på torsdag, sagde Kevin Magnussen efter sin første test tirsdag.
/ritzau/