Livet som pakistansk gæstearbejder i Danmark har budt på kulturelle forskelle og afsavn til hjemlandet. Men det har også givet mulighed for, at børn og efterkommere har kunnet vokse i et samfund med meget bedre muligheder for arbejde og uddannelse.
Det fortæller Rushy Rashid, der blandt andet er radiovært, forfatter og foredragsholder. Hendes forældre var blandt de tusinder af pakistanske gæstearbejdere, der kom til Danmark i 60'erne og 70'erne.
Rushy Rashids far, Abdul Rashid, er i dag 79 år og kom til Danmark i 1969. Rushy Rashid kom selv hertil i 1972, men blev hurtigt sendt tilbage efter et halvt år. Det var først i 1977, hendes forældre endegyldigt besluttede sig for at blive i Danmark.
Blev i Danmark
Avisen.dk skriver onsdag, at indvandrere over 60 år har øget risiko for at ende i fattigdom i deres alderdom. Rapporten viser, at en pakistansk mand mellem 65-74 år tjener 160.846 kroner om året i median-indkomst, mens en dansk mand på samme alder har 279.788 kroner.
Rushy Rashid forklarer, at en indkomst godt kan være fattig målt på danske parametre, men at det er relativt. Pengene fra pensionen rækker måske ikke langt i Danmark, men det gør den efter pakistansk levevis.
- Min erfaring er, at folk har sendt penge hjem og stadig gør det. Deres opsparinger bliver lagt til side og brugt på huse i Pakistan. Al opsparing og pension er gået til ting i Pakistan, som du ikke kan måle i Danmark, forklarer hun.
Planen med gæstarbejderne - heriblandt Rushy Rashids forældre - var, at de skulle vende tilbage til deres hjemland. Sådan endte det bare ikke.
- Vi børn kom til at gå i skole her, og slog rødder her. Vi havde jo ikke lyst til at flytte tilbage, og så fandt vi et arbejde og vores ægtefæller her. Da mine forældre endelig var klar til at tage hjem, døde min mor meget pludseligt, siger hun.
Savner Pakistan
Hendes egen far tilbringer selv fire måneder i Pakistan hvert år.
Det er savnet til familien og især hans søskende, der hvert år driver Abdul Rashid på besøg i Pakistan. Men de mange år i Danmark har sat sit præg, og han er fanget i en brydning mellem sit ophav og de værdier, han har tilegnet sig i Danmark.
- Mentalt var de hele tiden på vej tilbage, og stod det til ham, tog vi hjem. Men vores hjem har aldrig været i Pakistan, det er i Danmark. Med tiden er han også blevet præget af det danske. Nogle gange er han jo også en 'outcast' dernede, forklarer Rushy Rashid.
Eksempelvis bruges der i Pakistan aktivt bestikkelse til at få stort set alle ting igennem. Det noget særprægede forhold til bureaukrati kan være svært at acceptere, når man har boet flere årtier i Danmark, og tingene fungerer ens for alle.
Indslusning havde gjort kæmpe forskel
Faren gik som arbejdsløs i et par år, efter at have arbejdet på en malingfabrik. Men i de pakistanske miljø i Danmark hjælper man hinanden, og en ven kontaktede ham, da han havde betalt indskuddet på en købmandsforretning.
Den skulle faren stå for at bestyre, og sådan gik det til, at han blev selvstændig med egen butik. Men det er langtfra alle, der har haft det held.
- 85 procent af dem, der kom til Danmark i min fars gruppe, var ufaglærte. Da den teknologiske udvikling slog igennem på det danske arbejdsmarked, blev mange af dem arbejdsløse. De kom nemlig sidst ind, og derfor var det naturligt, at de også røg først ud, fortæller hun.
Hun forklarer, at de mange tilbud, der er til indvandrere i dag, havde været meget kærkomne for forældrene.
- Der var ingen krav om sprogkundskaber osv. dengang. Hele det her integrations-slusesystem kom først i 80'erne. Man fik bare de job, man fik anvist dengang. Havde mine forældre fået de indslusningsforløb, havde det gjort en kæmpe forskel. Det var jo os børn, der endte med at blive deres øjne og ører til det danske samfund, forklarer hun.
![]()
Rushy Rashid har skrevet flere selvbiografiske bøger om sit eget og forældrenes liv. Foto: Sara Gangsted/Scanpix/STF
Kvinderne på arbejdsmarkedet
Det er især kvinderne, der har haft svært ved at komme i beskæftigelse i Danmark, viser rapporten fra Videnscenter for Velfærd, VIVE. Kun 10 procent af de pakistanske kvinder var beskæftiget, da de var 55 år, hvorimod det var 48 procent af mændene.
Rushy Rashid kan godt nikke genkendende til, at familieopfattelsen blandt pakistanere betød, at det var manden, der arbejdede.
- Vores forældre var meget traditionsbundne. Vores mødre var ikke gearet til at komme ud på arbejdsmarkedet. Mændene skulle arbejde, og kvinderne gå hjemme og passe børn. Det var et statussymbol, at konen ikke skulle arbejde. Men i takt med tiden blev min mor tvunget ud på arbejdsmarkedet, fordi min far ikke både kunne forsørge sin familie i Danmark og sine forældre og søskende i Pakistan. Derfor måtte min mor tage job som ufaglært pædagogmedhjælper, fabrikarbejder og rengøringsassistent, siger Rushy Rashid.
Nutidens integration
Rushy Rashid har blandt andet skrevet de to selvbiografiske bøger 'Du lovede vi skulle hjem' om hendes forældre og 'Bag sløret' sammen med sin mand Jens Harder Højbjerg.
På trods af sin pakistanske baggrund har hun ikke mødt store udfordringer i sit virke som journalist. Tværtimod har hendes baggrund givet hende adgang til nogle miljøer, hun ellers ikke kunne få adgang til.
Ifølge hende har udlændingepolitikken de sidste par år været præget af en højredrejning.
- Vi kan ikke komme udenom, at synet på fremmede og accepten af at være anderledes har ændret sig markant siden mine forældre kom til Danmark. Hvis jeg var nytilkommen som fremmed i dag, ville jeg blive modløs over at blive set og fremstillet i medierne som en belastning for det danske samfund, siger hun.
Siden 2012 har Rushy Rashid haft radioprogrammet 'Rushys Roulette' på Radio 24syv. Et program der ifølge hende har været med til at fremme et positivt budskab om integration.
- Hvis du ser på debattørerne i den offentlige debat, er mange af dem startet hos mig, og er så gået videre. Det er jeg pissestolt af. Rushys Roulette har fungeret som en platform, hvor mange af de nye 'brune' debattører har kunnet prøvet sig selv af og forholde sig til værdidebatten ud fra deres faglighed. Forhåbentlig har det været med til at give lytterne et indblik i, at de 'brune' og de 'fremmede' ikke kun er en belastning, siger hun.