Komikeren Uffe Holm er blevet frakendt retten til at køre bil i et år, skriver Se og Hør.
Det er Retten i Lyngby, som har taget hans kørekort efter tre episoder, hvor komikeren kørte mere end 30 procent for hurtigt.
- Sådan er reglerne, og dem må man rette sig efter, siger Uffe Holm i en kommentar til Ekstra Bladet.
Ifølge Ekstra Bladet kørte Uffe Holm 114 kilometer i timen på en motorvej, hvor der var afmærket med vejarbejde og en fartgrænse på 80 kilometer i timen.
Han er også blevet taget i at køre 108 kilometer i timen på en landevej, hvor han måtte køre 80 kilometer i timen, og så er han blevet taget med 70 kilometer i timen inden for byzonen i sin hjemby Fredensborg. Her må man køre 50 kilometer i timen.
Ifølge Se og Hør blev Uffe Holm ikke overrasket over dommen, som også inkluderer en bøde på 9.500 kroner.
- Jeg havde set den komme. Det er simpelthen bare mig, der ikke har set de skilte. Jeg har det fint, det er, hvad der sker, siger han til ugebladet.
Ifølge Ekstra Bladet kører komikeren op mod 70.000 kilometer om året og ud over at ville tage cyklen og de offentlige tranportmidler, overvejer han at hyre en chauffør, når han snart skal landet rundt med sit nye stand up-show.