En appeldomstol i Paris har frikendt en fransk kardinal, som var anklaget for at have dækket over en mistænkt præst i pædofilisag.
Dommerne i appelsagen omstødte en dom fra marts sidste år. Her var den 69-årige kardinal Philippe Barbarin blevet idømt seks måneders betinget fængsel for ikke at have anmeldt, at en præst angiveligt havde misbrugt dusinvis af drengespejdere seksuelt.
De påståede overgreb skulle have fundet sted i 1980'erne og 1990'erne.
Barbarins advokater oplyste straks efter dommen i marts sidste år, at de ville anke afgørelsen.
- Rettens argumentation er ikke overbevisende. Vi kommer til at kæmpe imod den her beslutning med alle midler, sagde Jean-Felix Luciani, en af Barbarins advokater.
Philippe Barbarin er ærkebiskop i Lyon. Han er den højest placerede gejstlige i Frankrigs katolske kirke, som er blevet retsforfulgt i forbindelse med sager om seksuelt misbrug.
Pædofilisagen i Lyon blev kendt i offentligheden i 2015.
Barbarin gik sidste år til paven for at søge sin afsked, men pave Frans afviste at acceptere hans afskedsbegæring.
I den oprindelige retssag argumenterede Barbarins advokater for, at alle beviser mod deres klient enten var forældede eller ikke beviste det, som han blev beskyldt for.
Anklagemyndigheden havde allerede opgivet en sag mod kardinalen i 2016, fordi regler om forældelse var trådt i kraft.
En gruppe af ofre fik dog genoptaget sagen.
Den præst, som er anklaget for at have begået de mange overgreb, Bernard Preynat, var stillet for retten tidligere på måneden. Der ventes dom 16. marts.
Anklagemyndigheden har krævet ham fængslet i mindst otte år.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP