Nicklas Bendtner må forberede sig på at begynde Champions League-kampen mod FC Nordsjælland på bænken.
Det fortalte Juventus' assistenttræner Angelo Alessio på tirsdagens pressemøde.
Angrebet mod FCN vil i stedet bestå af Alessandro Matri, som er sikker i startopstillingen.
Ved siden af Matri skal angriberne Sebastian Giovinco og Fabio Quagliarella kæmpe om den anden plads i angrebet, mens Bendtner må begynde kampen fra bænken.
- Matri kommer til at spille fra start. Ved siden af ham bliver det enten Quagliarella eller Giovinco.
- Det vigtigste er, at vi skaber mange chancer, for så vil målene også komme, siger Alessio.
Angriberen Mirko Vucinic er skadet og forventes ikke at kunne være med i onsdagens kamp.
Juventus holdt tirsdag pressemøde på klubbens træningsanlæg en halv times kørsel fra Torinos centrum. Endnu en gang valgte den italienske storklub ikke at stille op med Nicklas Bendtner på podiet.
I stedet var forsvarsspilleren Leonardo Bonucci ud over assistenttræner Angelo Alessio valgt som kandidat til at svare på spørgsmål.
Alessio udtrykte stor respekt for FC Nordsjælland inden onsdagens møde i Champions League.
- Det er en kamp, der skal vindes. Og vi vil gøre alt, hvad der skal til for at vinde den, siger Alessio.
Juventus tabte 1-3 til Inter i lørdagens topopgør i Serie A. Det var klubbens første nederlag efter 49 ligakampe i træk uden at have tabt.
Juventus har tre point efter tre kampe i Champions Leagues gruppe E. FCN har et enkelt point.