Valget til kommunalbestyrelserne er overstået, og knivene er blevet slebet, stukket i ryggen og drejet rundt i rigtig mange borgmesterkandidater. Regler fra 1800-tallet gør det muligt at skide højt og flot på vælgernes udmeldinger rundt om i kommunerne, hvor ikke lige gennemskuelige valgforbund afgør hvem, der er inde, og hvem der er ude - i skyggen.
Helt dybt inde i det mørkeste mørke, sidder de nyvalgte regionsmedlemmer og er glade for fire år mere i fred og ro, hvor ingen journalister ringer, og ingen borgere stiller krav eller møder op. Der må være så roligt, at psykiatrien betegner det som rekreation at blive valgt.
Som Vilfred Ulrichsen, Ravnstrup, så rigtigt påpegede i Politikens At Tænke Sig, er det bekymrende at høre de mange nyvalgte fortælle, at det ikke er gået op for dem, at de er valgt, hvilket giver grund til at frygte, at når de ikke kan gennemskue noget så simpelt, er der god grund til at frygte, at der er mange andre ting, som heller aldrig vil gå op for dem.
Kommunalvalget er desværre så politisk ubetydeligt for de valgte, at de ikke småligt skeler til ideologi, partifarve eller valgløfter. Det drejer sig om at komme ind i varmen hos borgmesteren, og borgmesteren er den, der giver de bedste lommepenge til kommende udvalgsmedlemmer. Der er så lidt demokrati over det, at det faktisk er sørgeligt. I skrivende stund er den sidste kniv drejet rundt i Solrød, hvor Venstre har fået et tilbud, de ikke kunne afslå, leveret af Liberal Alliances kommende borgmester. Det betyder dog, at de blå, der også vandt, reelt får magten.
De partier, der har fået smæk, har travlt med at bortforklare nedgangen, og kun i et enkelt parti, Dansk Folkeparti, er lussingerne så voldsomme, at spærregrænsen er nået. Heldigvis for DF skal der nogle gange bare et par hundrede stemmer til for at få den plads ved bordet i kommunalbestyrelsen, der som minimum sikrer smørrebrød og pilsner en gang om måneden. DF blev ikke udraderet, og Nye Borgerlige fik ikke alle stemmerne, hvilket mange socialdemokrater nok er glade for, da det med sikkerhed er dem, der har fået resterne af DF-stemmerne.
Morten Messerschmidt hopper ivrigt
Tulle fra Thyregod indkasserede sit andet enorme nederlag af to mulige, og han er så klar til at tage konsekvensen, at han stiller sit mandat til rådighed allerede i januar. Det har sat gætterierne i gang, om, hvem den kommende formand skal være.
Pia Kjærsgaard er nævnt, men afviser. Morten Messerschmidt står foran Bakkens Hvile og hopper ivrigt med pegefingeren højt hævet, mens han råber: ”mig, mig, mig”. Der bliver kigget høfligt i hans retning uden, at han får nævneværdig opmærksomhed. Det virker mest som om, man helst vil have, at barnet falder til ro helt af sig selv, mens de voksne forsøger at gemme vingummierne og fri adgang til EU-midler Selvom mange gerne ser stemmeslugeren fra Bruxelles som ny formand, er man selv i DF klar over, at det kan vise sig at blive et problem, hvis hans dom stadfæstet.
Martin Henriksen blev ”den store vinder” da han blev valgt til byrådet i Stevns, hvor hans 604 stemmer nok ikke kommer til at betyde alverden, da Socialdemokraterne både har overtaget magten i kommunen og DF’s politik, så han er jo som ”stemmesluger” også en mulig ny formand. Bortset fra at han er smidt ud og endnu værre, har fået en voldsom omgang skældud af partistifteren Pia Kjærsgaard, hvis krogede pegefinger en gang ramte mig hårdt i brystkassen efter en duel med hende i Debatten på DR2, hvor den lille skikkelse kom over til mig, prikkede mig med krogen og meddelte: ”Jeg har læst op på dig. Du er en bisse”.
Sur, beskyttet og hæmningsløs
Pia bliver nok ikke formand, for jeg tror ikke, at hun gider, og det kan også være, at Gud (der ifølge BT sommetider taler til hende), har sagt, at hun skal blive siddende i sofaen.
Så er vi tilbage ved den sidste mulige kandidat Inger Støjberg, der er i farezonen med hensyn til den mulige dom mod hende. Tør man sige ”sandsynlige dom?”, ja, det tør jeg godt. Man kan naturligvis blive overrasket. Men hun er det mest naturlige valg. Det eneste bolværk mod Nye Borgerliges blondine, som jo til trods for sin ubetingede kærlighed til Støjberg næppe ønsker hende ind i NB. Venstre har brændt broerne, og derfor står hun også og hopper for lidt indflydelse.
Efter at have været garant for DFs politik i hele Fogh, Løkke, Ellebællemand-perioden er hun det bedste valg. Hun er sur, beskyttet og hæmningsløs i sin udpegning af små grupper af danske statsborgere, og folk der desperat banker på porten for at undgå Taleban og Assad. På den måde er hun er naturlig efterfølger til Kjærsgaard.
Som Messerschmidt har hun dog også lidt problemer, da hun kan blive dømt, og efterfølgende fundet uværdig til Folketinget (indtil næste valg), og så er hun ikke officielt medlem af Dansk Folkeparti. Ude i kulissen med skosnuderne stikkende ud under tæppet, står Søren Espersen, men han har formodentlig så travlt med sit arbejde for Mossad, at han ikke har tid til at være formand.
Rundt om i kommunerne er alle knive stukket i de mest sårbare rygge – og trukket ud igen, renset og klar til næste kommunalvalg i 2025. Kun i Holbæk er det gået, som vælgerne stemte: Absolut tillid og magt til Christina Krzyrosiak Hansen, der både er ung, køn og socialdemokrat og med i flokken af valgte, for hvem det ikke er gået op for, at de er valgt.
Enhedslisten vandt stort denne gang, og de brugte deres succes på at få en konservativ borgmester, og to socialdemokratiske ditto. Således kan man lære, at selv sikre stemmer hurtigt kan blive spildte, og bag de lukkede døre er udvalgsposter og diæter fordelt, og den som havde mest at dele ud af er blevet borgmester.