Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Putins invasion af Ukraine har drevet millioner på flugt, og næsten fra time til time ændret vores hverdag markant. Vi er blevet bange for atomkrig, har fundet en ny hadeperson og en nation at afsky, og vigtigst af alt, så hjælper vi de mange mennesker på flugt. Døre og porte og punge åbnes og i løbet af nul komma fem indsamler vi tæt på en milliard kroner til nødhjælp. Det viser vores gode hjerter og medfølelse over for mennesker i nød.
Danskere åbner deres hjem for flygtningestrømmene, og der serveres mad, underholdes, hygges og leges. Det er så godt som det kan og skal være. Lykkeligvis. Det viser menneskets evne til at tage sig af andre, der lider.
Desværre viser det også en ond side af os. For mere end nogensinde ser vi nu, hvor lidt menneskeliv betyder for os. Flygtninge fra død og elendighed i Afrika, Syrien, Yemen håner vi, og de få der hjælper, straffer vi med bøder. Mens vi fragter forsvarsvillige ukrainere til deres hjemland for at kæmpe mod invasionshæren, sender vi flygtninge tilbage til Syrien hvor Putin i årevis har støttet den grumme diktator, der driver folk på flugt.
Ikke kun det. Vi har selv deltaget i aggressionspolitik. Aktivt. Vi har invaderet Afghanistan og er stukket af igen, og vi har overladt kvinder og børn til sindssyge fanatikere, der staffer børn for at ville lære andet end at repetere koranen udenad.
Ved de polske grænser står ukrainere sammen med mennesker fra Afrika og Mellemøsten, og alene deres hudfarve er nok. De bliver sorteret fra, så vores danske godhed ikke bliver misbrugt af nasserøve med forkert hudfarve eller forkert valg af gud.
Selveste Inger Støjberg har været nede efter kage for at fejre, at racismen nu er officielt godkendt. Krigsflygtninge behøver ikke være i lejre. De skal ikke nægtes arbejde, og deres børn skal i skole så hurtigt som muligt, ”så de ikke sidder og kigger ud ad vinduet dagen lang”. Det er ikke kun Støjbergs holdning. Det er det officielle statsministerielt godkendte syn på mennesker: Er du mørk, skal du sidde bag pigtråd uden rettigheder, uden adgang til det samfund, der har smidt dig ind i glemslen i lejre, hvor du ikke må komme i kontakt med det samfund, som du nu ved behandler hvide krigsflygtninge, som alle flygtninge burde behandles: Med kærlighed og empati!
Som nation skal vi være stolte over, at vi åbner vores døre for ukrainerne. Ubetinget. Jeg kunne bare godt tænke mig at vores kærlighed og empati var farveblind.
Dørene åbnes, fordi ukrainerne hører til i vores nærområde, forklarer man, og fordi de er ofre for en aggressionskrig. Det samme kan man jo med lethed sige om alle, der flygter fra Syrien, Yemen og de afrikanske stater og provinser, hvor krigen hærger. Vi må heller ikke glemme Palæstina, hvor dagens vigtigste opgave for børn ikke er at lege eller gå i skole, men at undgå at blive slået ihjel af israelske soldater, og hvor Israel stadig udvider deres territorier. Her er der ingen smalle steder. Israel er med i Melodi Grand Prix, der holdes sportsarrangementer og israelsk hold deltager uhindret i sport over hele verden.
Klappes ivrigt
Over hele verden står journalister klar til at få sportsfolk til at mene noget om Putin og Ukraine og der klappes ivrigt når russiske sportsfolk smides ud af konkurrencer og hold, de samme sportsfolk som uvenligt og meget resolut siger det mindste om Kina, Israel, Yemen, Qatar, Saudi-Arabien, Hviderusland og alle de andre steder, der bestemt ikke lader Putin og Rusland noget efter.
Når man taler om uprovokeret angreb på fremmede stater, er det sådan set lidt svært at komme uden om den kendsgerning at Danmark har deltaget aktivt i krigene mod Afghanistan og Irak. To selvstændige lande, der uprovokeret blev angrebet af USA, hvor lederen i det ene land blev dømt og hængt, og hvor det andet lands religiøse fanatikere rykkede væk fra centrum, mens de ventede på at få det hele tilbage, bare med lidt flere våben og mere militærgrej, end de havde før.
Naturligvis skal vi hjælpe Ukraine og ukrainerne. Der er ikke noget ”men”. Hjælpen skal gavne alle, der har brug for hjælpen, og vi skal skærme alle mod bomber, overgreb, tortur, statslige kidnapninger, overgreb, statsligt accepteret tyveri af privat ejendom, ulovlige årelange fængslinger og daglige snigmord. Vi skal beskytte alle. Ubetinget. Vi skal give dem husly, muligheder, kærlighed og vi skal pleje deres gamle, beskytte deres børn.
Hudfarve og valg af gud skal ikke spille ind. Aldrig.
Kan vi mon samles om at fjerne det kainsmærke vi har sat på os selv, så vi ikke behøver en gud til at beskytte os på grund af vores ondskab, når vi vælger hvem der er værdige til beskyttelse og værn mod kugler og bomber.
Er vi de gode, bør vi også være de farveblinde. Ellers er vi bare hyklere.