Det er svært for mig at holde min skuffelse tilbage. Nedlukningen af verden betyder, at jeg ikke kommer en måned til Fiji i år, og det er rigtig surt.
Mens Danmark åbner mere og mere, er der en vis frihed at spore, og en tur rundt i København kan pludselig være en ren fornøjelse. Man kan tage på sightseeing i byen, og man behøver ikke frygte for at blive nedtrampet af en massiv horde kinesere, guidet af en førerkineser med højt hævet paraply. Det er også muligt at bevare synet, fordi man ikke risikerer at få øjnene stukket ud af en selfiestang fra nogle af de turister, som hader grupperejser og derfor kun rejser i flokke på 50.
Det er muligt at bevæge sig på Strøget uden at blive væltet af cyklister, men man kan ikke slippe uden om de mange unge mennesker fra Amnesty International og UNICEF, der har gjort det til en levevej at få københavnere og turister til at føle sig som røvhuller, fordi de ikke vil betale sig fra dårlig samvittighed over børn, der sulter og folk i fangelejre i diktaturer.
Genåbningen af samfundet medfører også, at sigøjnere, som Politikens læsere kalder romaer, igen fylder æteren til migrænefremkaldende grad med jammerlige versioner af ”La vie en rose” udsat for trækharmonika, klarinet og ghettoblaster.
Louis Vuitton og Tiger-butikken
Der er også et problem med sammenstimlen, som jeg heldigvis ikke rammes af: Foran Louis Vuitton-butikken er der kø. Jeg ser for mig, hvordan disse stakkels mennesker i månedsvis har måttet undvære at købe dyre håndtasker i brunt… faktisk prøver jeg at forestille mig jubelbrølet i Hellerup og Vanløse, den dag man kunne komme ind til Strøget og købe nye tasker efter et par måneder med de gamle, der til forveksling ligner de nye. Umiddelbart har jeg nemmere ved at se forskel på to myrer end to tasker fra Vuitton, men det kan skyldes, at når jeg køber en ny taske, så er det en pose fra Tigerbutikken til 3,50 med en dårlig tegning af en vandmelon. Det generer dog ikke de mange Vuitton-hungrende danskere, der gerne risiker en lille smule corona, mens de venter bag rødt tovværk på at komme ind i det forjættede taskeparadis.
Nedlukningen har haft store psykiske konsekvenser for mig, og jeg overvejer kraftigt at gå i en eller anden form for terapi, så jeg kan lære at leve med, at der ikke er Tour, OL og EM, men jeg tror ikke det hjælper, derfor er jeg en af de mange, som har forsøgt at afbøde de værste skadevirkninger ved at se gamle film i sort/hvid af Jørgen Leth, og jeg er nu ekspert i Eddy Merckx og franske oste, hvilket jo måske kommer til gavn en eller anden dag.
Alle bliver anklaget
Der har bestemt også være ting, som måske ikke helt skyldes corona, men en helt anden virus, der angriber hjernen og klarsynet. Forargelse, hedder den, og den har haft rigtig gode kår under isolationen. Alt og alle er anklaget for racisme, homo- og transfobi, og senest gik det hårdt ud over forfatteren til Harry Potter, fordi hun konstaterede, at kvinder får menstruation – i modsætning til transvestitter. At det overhovedet kan blive til en sag, som får kendisser til at stå frem og fordømme hende, fatter jeg ikke. Verden er gået amok i forargelse og blander gode sager med idioti, så den bølge af modstand mod og opmærksomhed på racisme, som er kommet i kølvandet på mordet på George Floyd, drukner i idiotisk forargelse over en tør konstatering, som ovenikøbet er korrekt.
Grønlænderstiv
Her i landet her Mick Øgendahl været ude med en undskyldning for en gammel parodi på en fuld grønlænder. Det virker også lidt for dumt, at det skulle være nødvendigt, for helt ærligt, det var en parodi på en fuld grønlænder ikke på grønlændere.
Jeg har ikke set Julie Bertelsen og tænkt ” årrrh hvaaaaaaaad hvor er hun grønlænderstiv”. Grønlænderstiv er heller ikke en fordømmelse af alle grønlændere, men et sprogbillede for overdreven fuldskab. Hvor vendingen eller Øgendahls parodi er et angreb på grønlændere generelt og skader ingen. Det, der kan være skadeligt omdømme for grønlændere, er de fulde af slagsen på Christianshavn Torv.
Nå, men måske skyldes forargelsen bare, at DJØF’erne har været sendt hjem, og ikke har haft så let adgang til at forkludre den daglige drift af samfundet, og derfor har de i stedet kastet sig ud i vanvittig forargelseskvilibrisme.
Ingen penge
De helt store fordele for folk som mig, har været bagdele for nogle få andre, men dem har regeringen taget sig af ved at dele skattekroner ud sådan lidt tilfældigt og efter nogle kriterier, som ingen rigtig forstår.
Vi andre har sparet penge. Mange penge. Ingen bifture, tivoliture, togture eller sportsting. Der er bekymring for næringslivet, som gennem tiderne har vist sig at kunne klare sig udmærket uden hjælp, men det kan de ikke længere. Altså, medmindre de blev ramt af shitstorm, der fik hele landet til at forarges over skattely, som altså var lige så meget skattely før krisen som under krisen. Det betyder, at jeg ikke kan købe briller hos Hella Joof og Martin Brygmann, og jeg må undvære bakeoff fra byens dyreste ikke-bager og… nå nej, det var vist slet ikke så galt alligevel.
Og med hensyn til Fiji synes jeg stadig, at det er mit største problem, at coronaen har aflyst den ferie. Godt nok har der været andre forhindringer de øvrige år – idet jeg aldrig har haft råd til det.
Johnny Larsen er forfatter, journalist og omkringfarende enlig far til stortalent på cykel.
Foto: Privat