Lederen af den jødiske organisation Anti-Defamation League, Jonathan Greenblatt, siger, at han vil registrere sig som muslim, hvis USA's kommende præsident, Donald Trump, opretter en database.
- Dagen, hvor de laver et register over muslimer, er dagen, hvor jeg registrerer mig som muslim på grund af min jødiske tro, på grund af min forpligtelse over for USA's værdier, og på grund af at jeg ønsker, at dette land skal være så stort, som det altid har været, siger Jonathan Greenblatt.
Under sin valgkamp talte Donald Trump flere gange for at forbyde muslimer at rejse ind i USA.
I et interview med MSNBC sidste november blev republikaneren spurgt om, hvorvidt Det Hvide Hus burde etablere en database over muslimer i landet.
Hertil lød svaret: "Jeg ville helt bestemt indføre det, helt bestemt."
Repræsentanter for Donald Trump stab afviste torsdag, at den kommende præsident har argumenteret for et register.
Dog har mindst to af Donald Trumps fremtrædende støtter under valgkampen igen luftet ideen i den seneste uge.
Blandt andre Carl Higbie der er talsmand for en af Donald Trumps såkaldte "super PAC"-støtteorganisationer.
Han henviser til, at USA tidligere har gjort noget lignende i forbindelse med Anden Verdenskrig.
- Vi har gjort det baseret på race, vi har gjort det baseret på religion, vi har gjort det baseret på region, siger han til Fox News.
Jonathan Greenblatt håber dog ikke, at det kommer så langt i USA i denne omgang.
- Vi kan huske. Vi har smertefulde minder om den gang, vi selv blev identificeret, registreret og stemplet, siger han.
/ritzau/AFP