Joan Ørting har ikke brug for en mand i øjeblikket - det skulle da lige være eks-manden Carsten Islington.
Til Se og Hør fortæller hun nemlig, at hun er single og ikke sammen med nogen.
- Nu har jeg det bare pissesjovt, siger hun til Se og Hør, og fortæller desuden, at skulle nogen gøre forsøget, så skal de være klar til at blive målt op mod eksmanden:
– Jeg tænder på en dygtig mand. Han skal være dygtig til noget. Musikalsk for eksempel. Carsten er bare dygtig til alt, afslører Joan Ørting overfor ugebladet.
Det blev således ikke til mere end kysseri og holden i hånd for Joan Ørting og hendes hemmelige sommerflirt fra Fyn.
Midt i juli fortalte den ombejlede sexolog ellers til BT, at hun var begyndt at se en mand fra hendes tid i 1980'ernes teater-miljø i København.
- Jeg synes, det er spændende at tage små skridt og have tålmodighed til at se, hvad der sker. Først holde i hånd, så kysse, måske ligge i ske. At man rykker sig lidt, hver gang man mødes. Forelskelsen skal helst opstå, før man har sex, så det er spændende at kunne trække det lidt ud, sagde Joan Ørting i sommers.