Selv om vi ikke hører så meget om det, er fænomenet drugrape (voldtægt efter man har fået puttet et stof i sin drink eller mad) og drugging stødt stigende herhjemme. Det er hovedsagelig kvinder (68% i 2022), der udsættes for det, da der ofte er voldtægt involveret. Stofferne påvirker både ens bevidsthed og hukommelse, og mange oplever blackout, hvor de intet husker bagefter. I dag er drugging af unge mænd heller ikke unormalt, men oftest gjort ’i sjov’. Det er bare alt andet end sjovt og desuden skidefarligt…
Jeg glemmer det aldrig
Første gang, jeg blev drugged, skete få uger efter, at jeg var flyttet til New York for at forfølge en drøm som model. Jeg var netop fyldt 17 år, og det var min første aften i byen, vist nok for at fejre min fødselsdag sammen med andre modeller og ansatte fra bureauet.
Inden var jeg blevet advaret om, at jeg aldrig måtte gå fra min drink, men som en ung pige fra Farum, hvor der sjældent skete noget ’farligt’ glemte jeg det og efter en tur på dansegulvet, gik jeg tilbage til mit glas ved baren. Det skulle jeg ikke have gjort.
Kort efter (jeg har ingen idé om hvor længe eller kort) havde jeg ingen kontrol over min krop. Mine ben ville ikke, som jeg ville, og jeg kunne hverken gå, stå eller knap nok ytre et eneste ord. Samtidig var jeg forbavsende klar i mit hoved. Jeg kunne se, høre og sanse alt omkring mig, men min krop var uden for min kontrol.
Den aften var jeg alligevel heldig. Folkene på diskoteket ville ringe til politiet, men fordi jeg var samme med nogle voksne mennesker, der forsikrede, at de ville sørge for at få mig hjem, blev det ved det.
Jeg boede i gåafstand til stedet, så jeg blev mere eller mindre båret hjem af de ansatte fra bureauet, som nok mest af alt var bange for, hvad der kunne ske dem for deres rolle, da jeg jo slet ikke måtte være der, da myndighedsalderen i New York i hvert fald den gang var 19 år.
Udover at det var vildt ubehageligt og skræmmende at opleve, skete der mig ikke mere. Ingen voldtægt eller efterfølgende mén. Og jeg lærte kodekset for at gå ud: ”Gå aldrig tilbage til din drink” og ”Tag aldrig imod en drink fra en fremmed”.
Ingen hukommelse – kun ’fornemmelser’
I dag er der noget, der tyder på, at det er et kodeks, vi også skal til at anvende herhjemme – især hvis man er et ungt menneske.
Anden (og sidste gang), jeg oplevede at blive drugged, var i Danmark, og jeg var midt i tyverne. Nu siger jeg det kategorisk, men skal jeg være helt fair, så ved jeg det faktisk ikke, selv om jeg er ret overbevist om, at det er det, der skete. Hvis du er kvinde og læser med, så tænker jeg, at du vil give mig ret i, at vi for det meste godt kan mærke, om vi har dyrket sex – også selv om det har været den helt stille og rolige slags…
Men jeg blev ikke testet for stoffer eller undersøgt for mulig voldtægt, da det her skete for cirka 30 år siden, hvor voldtægtslovgivningen og synet på voldtægtsofre var et helt andet end i dag.
Jeg havde været i byen uden min kæreste og var faldet i snak med en vennegruppe, der stod sammen i baren, og da de ville videre, spurgte de, om jeg ville med.
Det ville jeg gerne, og derefter husker jeg ikke mere, indtil jeg mange timer senere kommer til mig selv et sted på Vesterbro, som jeg ikke genkender. Ude af mig selv stiller jeg mig op midt på vejen og begynder bare at skrige. Jeg har en fornemmelse af at være blevet smidt ud af en bil, men kan ikke decideret huske det. Mine strømpebukser mangler, mine gamacher er omvendt på og jeg har en klar fysisk fornemmelse af at have haft sex. Heller ikke det husker jeg rigtigt. Jeg har også en meget svag fornemmelse af en gruppe mænd, der står omkring mig og griner, men igen – jeg husker det ikke. Det er alt sammen ’bare’ fornemmelser.
Det eneste helt konkrete fysiske bevis, jeg har på noget, er en garderobebillet fra et sted, der ikke siger mig noget. I mange år gik jeg med det i min pung, men jeg fandt aldrig frem til stedet.
Inden du begynder med den sædvanlige ”Hvorfor anmeldte du det ikke?”, så må jeg bare gentage #Metoo-mændenes svada: ”Det var en anden tid…”, for der var ingen steder at gå hen, og jeg vidste, at ingen ville tro mig.
Og hvad skulle jeg også sige, når jeg intet reelt huskede, men kun havde fornemmelser?
Det er det, drugging gør ved en, og selv i dag så mange år efter, kan jeg tvivle på, om mine fornemmelser er rigtige…
Charlotte Højlund Christensen er en af Avisen.dk's faste debattører. Foto: Privat