Den japanske premierminister, Shinzo Abe, lover, at landets regering fremover vil spille en større rolle i arbejdet med at stoppe et radioaktivt læk fra det havarerede atomkraftværk Fukushima.
- Ulykken i Fukushima kan ikke blive efterladt hos Tokyo Electric Power (Tepco, værkets ejer, red.) alene, siger Abe torsdag på en pressekonference.
Japans industriminister og chefen for de japanske atomkraftmyndigheder har fået til opgave at finde årsagen til lækagen og udarbejde et udkast til den videre løsning af problemet.
- Regeringen vil bestræbe sig på at løse problemerne på en ansvarlig måde, og klart og hurtigt informere den japanske befolkning og det internationale samfund, siger Abe.
Onsdag hævede de japanske atomkraftmyndigheder officielt niveauet for udslip fra værket, efter en lagringstank i sidste uge medførte et læk på omkring 300 ton radioaktivt vand.
Opgraderingen gik fra niveau et - en anormalitet - på den internationale Ines-skala til niveau tre - en alvorlig hændelse.
Tepco har kæmpet for at holde atomulykken i Fukushima under kontrol, siden et jordskælv og en tsunami fik tre reaktorer til at nedsmelte i marts 2011.
Abes løfte om øget regeringskontrol kommer efter, at Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) har bedt Japan om at uddybe, hvad der sker på Fukushima og undgå at sende "uklare budskaber" om ulykken.
IAEA har blandt andet stillet spørgsmål til, hvorfor sidste uges lækage medførte en stigning på Ines-skalaen, når ingen anden hændelse siden marts 2011 har fået japanerne til at justere skalaen.
Det Internationale Atomenergiagentur advarer mod at benytte Ines-skalaen for ofte, da det kan forvirre offentligheden.
/ritzau/AFP