Partierne i den italienske koalitionsregering med Femstjernebevægelsen og Ligaen er for langt fra hinanden.
Sådan lyder det fra vicepremierminister og indenrigsminister, Matteo Salvini fra Ligaen. Ifølge ham er den eneste måde at komme videre at afholde valg.
Indenrigsministeren har gjort det klart over for premierminister Giuseppe Conte, at alliancen mellem Ligaen og Femstjernebevægelsen er kollapset.
- Vi bør hurtigt give valget tilbage til vælgerne, lyder det fra Matteo i en skriftlige erklæring.
Parlamentet kan kaldes sammen i næste uge, tilføjer han og henviser til, at det skal udvise mistillid til den siddende regering.
Den 6. juni oplyste de to italienske partier, at de var nået til enighed om at fortsætte deres midlertidige regering.
Meddelelsen kom, efter at forholdet mellem dem havde været udfordret siden europaparlamentsvalget i maj.
Men med torsdagens melding fra Salvini tyder det på, at det endnu ikke er helt fredeligt i den italienske regering.
Udmeldingen kommer i kølvandet på mundhuggeri, der har stået på i månedsvis mellem de to regeringspartier.
Stemningen spidsede til onsdag i parlamentet, da de to partier stemte imod hinanden i en afstemning om et højhastighedstog med forbindelse til Frankrig.
Femstjernebevægelsen har flere sæder i parlamentet end Ligaen. Men Salvini har dobbelt så stor opbakning blandt vælgerne ifølge meningsmålingerne.
Landets præsident, Sergio Mattarella, er den eneste, der rent faktisk har magt til at opløse parlamentet.
Men hvorvidt der bliver udskrevet valg er langtfra sikkert, særligt når det er august, italienerne har ferie, og det samme har parlamentet.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters