Sheik Sharif Ahmed, der var en af lederne af oprørerne fra De Islamiske Domstole i Somalia, overgav sig mandag i den nordøstlige kenyanske grænseby Wajir, oplyser de lokale myndigheder ifølge BBC.
De Islamiske Domstole var en sammenslutning af islamiske bevægelser, der havde overtaget kontrollen over store dele af det sydlige Somalia. I sidste måned blev islamisterne fordrevet fra Somalias hovedstad Mogadishu og det meste af det sydlige Somalia af regeringsstyrker, der blev bakket op af etiopiske styrker. Ifølge Somalias regering befinder der sig dog stadig 3.500 oprørere i Mogadishu.
Sheik Sharif Ahmed, der nu befinder sig i Kenyas hovedstad Nairobi, bliver beskrevet som forholdsvis moderat, og USA og FN har opfordret den somaliske regering til at bruge ham i forbindelse med en eventuel forsoningsproces i Somalia. Der er håb om, at man kan forhindre et større islamisk oprør i Somalia, hvis Ahmed accepterer at tale med den somaliske regering,
Ahmed frygtede angiveligt for sit liv i Somalia, hvor resterne af De Islamiske Domstole bliver forfulgt af regeringsstyrker og af etiopiske soldater. Mandag blev mindst tre personer dræbt i Mogadishu, da styrkerne forsøgte at anholde militante islamister. Søndag fortalte en talsmand fra den somaliske regering, at Kenya havde udleveret 34 islamiske militsmænd, hvoraf nogle måske var højstående ledere af De Islamiske Domstole.