Irsk leder kalder aftaledag en af sine bedre dage i politik

Ireland''s Taoiseach Varadkar makes a statement at Government Buildings in Dublin (Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters)

Aftalen indeholder flere irske prioriteter, herunder beskyttelse af Belfastaftalen og job, siger Leo Varadkar.

Irland har sikret alle sine hovedprioriteter i aftaleudkastet om brexit mellem Storbritannien og EU.

Det siger den irske premierminister, Leo Varadkar, på et pressemøde onsdag aften.

Samtidig fortæller han, at den britiske regerings godkendelse af udkastet markerer en af de bedre dage i hans politiske karriere.

Efter at den britiske premierminister, Theresa May, har vundet støtte til aftaleudkastet fra sit kabinet, siger Varadkar til journalister, at udkastet er et "afgørende fremskridt", som baner vej for et særligt EU-topmøde senere på måneden.

Ifølge Leo Varadkar repræsenterer aftaleudkastet et "tilfredsstillende" resultat vedrørende "nationale prioriteter".

- Disse prioriteter var og er: Beskyttelse af fredsprocessen og Langfredagaftalen, opretholdelse af det fælles rejseområde og dertil knyttede fordele for irske og britiske statsborgere, en genbekræftelse af vores plads i hjertet af EU og beskyttelse af handel, job og økonomien, siger han.

- Hvad angår hver af disse prioriteter har vi i dag opnået et tilfredsstillende resultat.

I 1998 afsluttede Belfastaftalen - også kaldet Langfredagaftalen - årtier med blodig vold.

Næste skridt bliver at præsentere en samlet aftaletekst til det britiske Underhus, der så skal stemme om, hvorvidt man vil gå videre med aftalen.

Aftalen skal også godkendes i de øvrige 27 EU-lande og ratificeres i EU-Parlamentet.

Adspurgt om konsekvenserne, hvis det britiske parlament trodser Theresa May og nedstemmer aftaleudkastet, svarer Leo Varadkar, at Mays temperament og mod konsekvent er blevet undervurderet.

/ritzau/Reuters