Hænderne blev strakt højt op over hovedet i jubel, allerede inden Sam Bennett krydsede målstregen på 3. etape i Critérium du Dauphiné.
Ireren fra Bora-mandskabet vandt tirsdagens massespurt i overbevisende stil og mere end en cykellængde foran nærmeste rival.
Tættest på var Wout van Aert (Team Jumbo-Visma) på andenpladsen, mens Davide Ballerini (Astana) blev treer.
- Det var ret kaotisk i finalen. Det var hårdt at sidde sammen med nogle af holdkammeraterne forrest, fordi alle gerne ville være i front af feltet.
- Men jeg følte mig godt tilpas i finalen, og mine holdkammerater gjorde et godt stykke arbejde, siger Sam Bennett til TV2 Sport.
I den samlede stilling er Jakob Fuglsang fortsat 20 sekunder efter Dylan Teuns (Bahrain-Merida), som fører løbet.
Han kom i mål sammen med et samlet felt, og derfor var der ikke de store ændringer i det samlede klassement.
Men Fuglsang er dog alligevel skubbet fra tredjepladsen ned på fjerdepladsen, da Astana-holdkammeraten Alexey Lutsenko tirsdag fik et bonussekund og dermed indtager tredjepladsen i samme tid som Jakob Fuglsang.
Guillaume Martin (Wanty) er samlet nummer to - blot tre sekunder efter Dylan Teuns.
Casper Pedersen (Sunweb) beholder bjergtrøjen efter tirsdagens etape, mens Magnus Cort (Astana) ligger nummer to i kampen om den prikkede trøje.
Tirsdagens etape begyndte i Le Put-en-Velay og sluttede efter 177 kilometer i målbyen Riom.
Det meste af ruten blev kørt i fladt terræn, så der var tale om en udpræget sprinteretape.
Etapen var tidligere på dagen længe præget af et udbrud bestående af to mand.
Natnael Berhane (Cofidis) og Quentin Pacher (Vital Concept) var stukket af sted, men de blev holdt i kort snor og hentet med lidt over 11 kilometer til mål.
Der kan nemmere ske forskydninger i klassementet på onsdagens 4. etape, som byder på en enkeltstart på 26,1 kilometer, og den ser Jakob Fuglsang frem til.
- Vi får at se, jeg vil gøre mit bedste, og så må vi se, hvordan klassementet ser ud bagefter.
- Det bliver okay at komme ud og køre den enkeltstart. Jeg ville gerne have testet min cykel lidt mere, men nu må vi se, siger Jakob Fuglsang til TV2 Sport.
/ritzau/