5.200 personer falder hvert år om i Danmark med et hjertestop – det svarer til 14 personer om dagen.
I dag er det International Hjertestarterdag, og derfor er der hele dagen og flere steder i landet mulighed for helt gratis at få genopfrisket de væsentligste ting inden for livreddende førstehjælp, nemlig hjertemassage og brug af hjertestarter.
På grund af corona-krisen har Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden, der står bag Hjertestarterdagen i Danmark, også arrangeret online førstehjælps-introduktioner. Det oplyser organisationerne i en pressemeddelelse.
Man kan således både deltage via en Teams-baseret introduktion, hvor man kan kommunikere med førstehjælpsinstruktøren, eller man kan se en af de tre instruktionsfilm, hvor kendte danskere som Outlandish, Cecilie Beck og Erik Sviatchenko modtager en kort førstehjælpsintroduktion.
Se fx Erik Sviatchenko blive instrueret i livreddende førstehjælp her.
Danskernes vilje til at træde til i forbindelse med hjertestop vokser fortsat – det dokumenterer den store tilslutning til frivilligordninger med hjerteløbere og akuthjælpere, og nu viser helt nye tal fra Dansk Hjertestopregister, at flere end nogensinde før modtager hjertelungeredning inden ambulancens ankomst, hvilket kan have stor betydning for overlevelsen.
Otte ud af ti tilfælde
I løbet af de seneste to årtier har vi i Danmark oplevet en firedobling i andelen af hjertestop, hvor personer træder til før ambulancens ankomst. Tilbage i 2001 havde vi i Danmark en såkaldt bystander-rate på 19 procent, og i dag offentliggør Dansk Hjertestopregister, at vi i Danmark nu har nået en rate på over 79 procent. Det betyder, at der i otte ud af ti tilfælde er mennesker, der træder til for at hjælpe personen med hjertestop.
- Udviklingen i den danske bystander-rate er vanvittig imponerende og uden sidestykke, hvis vi kigger internationalt. Vi befinder os nu i verdenseliten sammen med Norge og Sverige. Det er rigtig vigtigt, for vores nyeste tal fra Dansk Hjertestopregister viser, at hvis ingen træder til med genoplivning inden ambulancens ankomst, så overlever kun godt 6 procent.
- Men hvis der bliver trådt til med hjertemassage inden ambulancens ankomst, så overlever over dobbelt – ja, næsten tre gange – så mange. Vi ved også, at op mod 70 procent af de personer, der stødes med en hjertestarter inden ambulancens ankomst, kan overleve. Derfor er dagens tal så glædelige, siger forskeren bag de nye tal fra Dansk Hjertestopregister, Kristian Bundgaard Ringgren, læge og forsker på Aalborg Universitetshospital.
Mange tusind danskere har tilmeldt sig som hjerteløbere og hentet Tryg Fondens app. (Foto: Ritzau Scanpix)
Langt foran Norge og Sverige
Når man sammenligner overlevelsen i Danmark med andre lande, er den bedste metode at sammenligne antal overlevere pr. 100.000 indbyggere. Det har forskerne bag Dansk Hjertestopregister gjort med de nye tal, og de viser, at vi på overlevelsen er langt foran vores nordiske naboer.
- Når vi kigger på overlevelsen pr. 100.000 indbyggere, bliver det tydeligt, at vi i Danmark har fået særligt godt styr på overlevelsen efter hjertestop. I Danmark overlever cirka 13 pr. 100.000 indbyggere. I Norge er det otte personer, der overlever, og i Sverige ligger landets bedste område på 11 overlevere, mens landsgennemsnittet er et godt stykke lavere.
- Der er mig bekendt heller ingen andre, der på nationalt niveau kan fremvise så høj en overlevelse. Danmark ligger i dag på samme niveau som King County omkring den amerikanske storby Seattle i USA, som hidtil har været førende på området. Men vi skal stadig forbedre os, og det skal vi selvfølgelig arbejde på, siger Kristian Bundgaard Ringgren.
Læs mere om hjertestarterdagen her.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.