Politiets Efterretningstjeneste skal være velkommen til at kigge mig over skulderen på Facebook og Google.
Sådan er holdningen hos 44 procent af danskerne - mens 43 procent ikke synes, at det er i orden, viser en undersøgelse foretaget af YouGov for metroxpress.
De mange danskere, der ikke har noget imod at blive overvåget på nettet, chokerer eksperter:
- Det tyder jo på, at danskerne ikke rigtig bekymrer sig om, hvad deres oplysninger bliver brugt til, og hvem der har indsigt i dem, mener Birgitte Kofod Olsen, der er formand for Rådet for Digital Sikkerhed.
- Det er en hjørnesten i et demokratisk samfund, at man kan opføre sig og sige og gøre, som man vil, uden at staten kigger med. Er den hjørnesten ved at smuldre?, spørger hun i metroxpress.
Også juraprofessor Søren Sandfeld Jakobsen fra Aalborg Universitet er 'nærmest mundlam' over tallene, som ifølge ham er udtryk for, at danskerne er blevet mindre nervøse for overvågning i takt med den digitale revolution.
- Det vil gøre det det lettere for politikerne at komme igennem med love, der gør det muligt at overvåge borgerne yderligere, hvis de har et ønske om det, påpeger han overfor metroxpress.
Meningsmålingen kommer efter den såkaldte Prism-skandale i USA. Prism er betegnelsen på et kontroversielt samarbejde mellem amerikanske myndigheder og en række internetfirmaer som Facebook, Apple og Google, der gør det muligt for myndighederne at få indsigt i brugernes private oplysninger.