Kuglerne fyger, så sten og ukrudt drysser ned over den grøft, hvor Åsne Seierstad ligger. Hun har begravet sit ansigt i tidsler.

Åsne Seierstad maver sig langsomt væk fra kugleregnen mellem de to fronter. På den ene side står russerne. På den anden tjetjenerne.

»På det tidspunkt tænkte jeg: Hvad fanden laver jeg? Det her er ikke min krig ,« fortæller Åsne Seierstad. Hun er i København, fordi bogen Englen i Groznyj netop er udkommet. Den handler om de lidelser og overgreb, der gennem årtier er blevet begået i konflikten mellem tjetjenere og russere.

Åsne Seierstad er millionsælgende forfatter og slog igennem herhjemme med romanen Boghandleren i Kabul . Hun har rapporteret fra lande som Afghanistan og Irak. Og med den nye bog om Tjetjenien bevæger hun sig igen ind midt i krigens rædsler for at beskrive, hvad der sker med mennesker i en krig.

»Jeg skriver om de mennesker, der er ofre for krigen. Og jeg skriver til de mennesker, som ikke kender meget til Tjetjenien. Selvom konflikten i Tjetjenien er glemt, er mit mål at gribe læserne, så historierne rammer dem,« siger hun.

Skal-skal ikke

Åsne Seierstad havde ikke regnet med at havne i en situation, hvor folk skød efter hende for at dræbe. Egentlig var det end ikke meningen, at hun skulle til Tjetjenien.

Men da hun som bare 23-årig var i Moskva som reporter for Arbeiderbladet , indså hun, at de informationer, hun fik fra russisk tv, langtfra var fyldestgørende, når det kom til at forklare flere årtiers lange konflikt mellem tjetjenere og russere.

Derfor besluttede hun sig for selv at se fronten, så hun slog følge med en gruppe russiske soldater. Det var her, hun havnede i en grøft med livet som indsats.

»Før jeg tog afsted, havde jeg lange overvejelser. Jeg tænkte: Skal-skal ikke, skal-skal ikke . Men da jeg først havde besluttet mig, holdt jeg op med at tænke på døden. Når jeg er i krig, er det nytteløst at bekymre sig om det,« som hun siger.

Jeg bestemmer selv

Og sådan har Åsne Seierstad altid haft det. Der er ingen vej tilbage, hvis hun først har besluttet sig. Det var der heller ikke, da hun efter at have stået midt i krigen i månedsvis var tilbage i Moskva for at hvile. Her ringede hendes redaktør og forbød hende at tage tilbage til Tjetjenien. Det var for farligt, lød beskeden. Og desuden havde bekymring drevet forfatterens mor til at kime redaktionen ned.

Åsne Seierstads reaktion var først at surmule. Så pakkede hun en taske og tog til fronten.

»Jeg har altid været sådan. Mine forældre siger, jeg selv har villet bestemme, siden jeg var helt lille. Jeg ville gå selv, køre på cykel selv, stå på ski selv. Selvom min mor forsøgte at hindre mig i at vende tilbage, nyttede det ikke noget. Jeg havde besluttet mig. Jeg er nysgerrig af natur og vil gerne selv opleve tingene,« siger hun.

Hemmelig rejse

Tilbage i Tjetjenien opsøgte Åsne Seierstad de mange mennesker, der er ofre for krigen. 15 gange har hun været i landet. Og det selvom det aldrig var tanken, at oplevelserne i Tjetjenien skulle blive en bog. Hun havde glemt konflikten som resten af verden, siger hun.

Alligevel kunne hun ikke lægge de mennesker fra sig, hun havde mødt. Så hun drog tilbage.

Meget af tiden har offentligheden troet, hun var i USA. Det er ikke tilladt at rejse rundt i Tjetjenien uden eskorte fra myndighederne, men Åsne Seierstad ville selv bestemme, hvem hun talte med.

»Efter bogen her tror jeg heller ikke, at jeg skal tilbage. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg er velkommen,« siger hun.

De udstødte og fattige

En anmelder har allerede kritiseret bogen for at være utroværdig. Åsne Seierstad mener derimod, at hun giver stemme til alle krigens ofre. Både blandt russerne og blandt tjetjenerne. Til de mennesker, der lever i et udpint land, som har brækket rygraden.

»Indlevelsen og reportagen er for mig at se den bedste måde at få de menneskeskæbner til at ramme læseren,« siger hun.

Selvom Åsne Seierstad også har mødt magtens mennesker, er det de almindelige, de udstødte, de fattige, hun portrætterer. En anden anmelder har kaldt disse historier »uafrystelige«.

I bogen fortæller Åsne Seierstad historien om englen fra Groznyj. En kvinde, hvis hofter er blevet knust, så hun ikke selv kan få børn, men som åbner sit hus for dusinvis af forældreløse, der er mærket af krigen. Hun fortæller også historien om kvinden, der har mistet fire ud af seks børn samt sin mand. Som sidder tilbage med et handikappet barn og venter på at høre nyt fra det sidste barn, som har været forsvundet i to år.

Og hun gengiver mødet med den tjetjenske præsident, Ramzan Kadyrov, der undertrykker sit eget folk med hemmelige fængsler, privat milits – og Putins velsignelse. Som tvinger sit folk til at møde op til fejringer af ham og truer med, at de ikke kan gå til eksamen på universitetet, hvis ikke de klapper.

Historier, der ikke efterlader meget håb. Heller ikke hos forfatteren.

Tager panser på

»Jeg klarer rædslerne, fordi jeg ser det som et job at rapportere derfra. Men denne bog har uden tvivl været den mest slidsomme at skrive. Det er hårdt at blive fyldt op af alle de lidelser, og derfor har jeg et panser på, når jeg er ude.«

Åsne Seierstad kommer ikke med forslag til, hvordan den uendelige konflikt kan blive løst. Hun raser heller ikke over, at verden har glemt tjetjenerne.

»Konflikten er ikke politisk betydningsfuld som Irak og Afghanistan er. Der er mange vigtige konflikter i verden. Og ærligt talt aner jeg ikke, hvordan konflikten skal løses. Men jeg håber, at bogen kan skabe debat og minde folk om de ting, der foregår i Tjetjenien lige nu.«

Læs anmeldelsen af Englen i Groznyj i Nyhedsavisen tirsdag.