Fra 11. maj åbner dagtilbud og skoler for de yngste i Holland. Det fortæller landets premierminister, Mark Rutte, tirsdag aften.
Hvis smittetallene fortsat er lave, kan elever i de højere klassetrin følge efter fra 1. juni.
Skolebørnene skal dog undervises i mindre grupper, og her skal de stadig holde afstand, lyder det.
Folkeskolerne i Holland har været lukket i mere end en måned på grund af den igangværende coronapandemi.
Dermed følger Holland andre lande som Tyskland og en række nordiske lande - herunder Danmark - i den gradvise genåbning af landet.
- Det her er vanskelige overvejelser, men forsigtighed er bedre end fortrydelse bagefter, udtaler Rutte tirsdag aften.
Beslutningen om at sende børn tilbage i folkeskoler begrundes med, at små børn er mindre tilbøjelige til at pådrage sig coronavirus.
Rutte forlænger landets nedlukning af offentlige forsamlinger indtil 20. maj, mens helt store forsamlinger som festivaler, sportsbegivenheder og professionel fodbold foreløbig er forbudt indtil 1. september.
Lukningen af restauranter, caféer og sexklubber i Holland er blevet forlænget med tre uger fra 28. april til 19. maj.
Cannabiscaféer, der oprindeligt blev lukket i marts, har fået tilladelse til at tilbyde takeaway.
Holland har rapporteret 3929 dødsfald med coronavirus og 34.318 bekræftede smittetilfælde. Rutte melder, at antallet af indlæggelser på hospitaler er faldet.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP