Mennesket har fået en ny slægtning på stamtræet: hobbit-mennesket. Knoglerne fra det kun én meter høje menneske blev fundet på øen Flores i Indonesien i 2003, og i lang tid har forskere været i tvivl om, hvorvidt knoglerne var rester af en ny art eller et retarderet menneske.
Hobbit-menneskets hjerne var nemlig på størrelse med en chimpanses, og flere forskere mente, at der var tale om et almindeligt menneske med en sjælden hjernesygdom.
I en ny undersøgelse har forskere fra Florida State University sammenlignet hobbit-mennesket med moderne mennesker med hjernesygdommen mikrocefali, og konklusionen er klar: Hobbit-mennesket, som forskerne kalder skelettet, er en helt ny art.
Ifølge forskerne er hobbit-menneskets hjerne godt nok lille, men til gengæld er den meget tæt pakket med hjernefunktioner.
»Den har en højt udviklet hjerne. Den blev ikke større, men den blev omdannet og omorganiseret, og det er meget interessant,« siger professor Dean Falk til BBC.
Arkæologerne har blandt andet fundet avancerede værktøjer og tegn på ild nær mini-menneskets skelet, hvilket viser, at hjernen var veludviklet trods den lille størrelse.
Forskerne har døbt arten Homo floresiensis efter den ø, skelettet blev fundet på. De regner med, at hobitterne har levet helt frem til for 12.000 år siden, da arten blev udslettet af et stort vulkanudbrud i regionen.