Det var en bundkamp, men bedømt på spillet, tempoet og intensiteten var opgøret mellem FC Nordsjælland og FC København en topkamp værdig.
Det er bare ikke nok til at gøre FCN-træner Kasper Hjulmand en lykkelig mand.
- Jeg har to følelser. Jeg er lidt ærgerlig og skuffet over ikke at komme herfra med tre point. Jeg synes, at vi dominerede kampen - specielt i anden halvleg.
- I første halvleg var der et par situationer, hvor vi ikke spillede godt nok i forsvaret. Vi fik ikke afstemt vores venstre side af forsvaret. Og FCK fik derfor et par chancer.
- Men derudover synes jeg, at vi kontrollerede kampen. Og i anden halvleg var det et langt pres og tryk mod FCK. Vi holdt dem godt fra fadet, siger Hjulmand.
Ved stillingen 1-1 i anden halvleg blev FCK tilkendt et straffespark for hånd på bolden, men den kendelse er Hjulmand umiddelbart uenig i.
- Vi kom bagud på noget, der ikke lignede et straffespark. Så jeg synes, det var stærkt, at vi kunne komme tilbage igen og skabe chancer. Og hold da op for et mål.
- Vi skal tilbage til Zumas mål fra 2001 (den tidligere FCK'er Sibusiso Zumas berømte saksesparksmål mod Brøndby, red.). Det er et helt uhyggeligt flot mål, mener Hjulmand om Morten Nordstrands 2-2-udligning på et saksespark.
FCN har to point efter de første fire kampe i Superligaen, og det er fortsat ikke godt nok.
- Vi jagtede vores første sejr. Vi kan jo ikke gøre andet end at prøve at spille godt og skabe flere chancer end vores modstander.
- Vi er godt på vej, men selvfølgelig mangler vi sejren. Det siger sig selv. Og hvis jeg tænker på resultatet og det ene point, så er jeg skuffet, fastslår Hjulmand.
/ritzau/