Nye undersøgelser kommer med skræmmende tal for indbyggerne i det nordlige Kina.
Forureningen lægger et tåget filter over Beijing, og det er ikke kun på billeder, det ser slemt ud for Kinas hovedstad.
Det ser også dystert ud i de analyser, som forskere netop har fremlagt.
Indbyggerne i det nordlige Kina lever i gennemsnit 5,5 år kortere end deres landsmænd i syd, og den tunge forurening er den væsentligste faktor ifølge undersøgelserne.
I det koldere nord har regeringen uddelt gratis kul om vinteren i mange år, og studierne viser, at luftforureningen er 55% højere i det nordlige Kina end i den sydlige del af landet.
Desuden melder naboerne i både Sydkorea og Japan, at Kinas tunge forurening nu også kan måles hos dem.