Tag en uddannelse og slip for arbejdsløshedskøen.
Det gamle budskab holder ikke helt længere, eftersom Djøf, fagforening for økonomer og jurister, melder om flere arbejdsløse medlemmer end nogensinde før, skriver Information.
De arbejdsløse medlemmer tæller både langtidsledige og helt nyuddannede, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, vurderer arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf, Lars Munch.
"Vi er meget bekymrede over udviklingen med ledigheden blandt vores medlemmer. Især blandt de nyuddannede. Det ser rigtig skidt ud, og det ser heller ikke ud til at ændre sig lige foreløbigt," siger han til Information.
Tæt på hver tredje nyuddannede djøf'er er lige nu job. Og fagforeningen frygter en tabt generation, som aldrig kommer helt i gang.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd så er det dog stadig de lavtuddannede, som krisen rammer hårdest.
"Dem det er gået relativ hårdest ud over, er stadig de lavt - og uuddannede. Men hele ideen om, at de højtuddannede ville blive skånet for nogen voldsom ledighed, har vist sig at være forkert. Når man er i en kæmpemæssig krise som denne, vil det selvfølgelig ramme bredt," siger chefanalytiker Frederik Pedersen til Information.
Det er især nedskæringen i den offentlige sektor og private virksomheder, som stadig ikke har fået hjulene i gang, der er skyld i de mange arbejdsløse djøf'ere.
Den gamle tese, om at uddannelse betaler sig holder dog stadig, mener tidligere overvismand.
"Det kan selvfølgelig være svært for de nyuddannede, der ikke kan få job, at få øje på lige nu, men når krisen en dag er overstået, vil der være brug for dem. Tendensen til, at jobbene hovedsaligt forsvinder i den nedre del af hierarkiet så at sige, den vil fortsætte," siger Torben M. Andersen til avisen.
Kilde: Information