Femstjernebevægelsen, der er i regeringskoalition i Italien, har ekskluderet fire af sine parlamentarikere.
Blandt dem er en mand, der er blevet folkehelt i Italien efter sin rolle under forliset med krydstogtskibet "Costa Concordia" i 2012.
Han er senator og hedder Gregorio De Falco.
Ifølge en erklæring fra bevægelsen har Falco og de tre andre ikke været i stand til at rette ind efter partilinjen.
- Alle er vigtige, ingen er uundværlige, skriver leder af Femstjernebevægelsen og vicepremierminister Luigi De Maio på twitter.
- Dem, der ikke støtter regeringsaftalen, er ude af bevægelsen. Respekt for vælgerne kommer først, siger han videre.
Falco meldte sig ind i Femstjernebevægelsen tidligere i år, og det så ud til at være en god politisk fangst for bevægelsen, der har et program om at bekæmpe korruption, EU, eliten og sikre flere penge til den fattigste del af samfundet.
Ved valget i marts 2018 vandt han en post i Senatet i Rom.
Men han har haft svært ved at følge den linje, som bevægelsen har lagt sammen med koalitionspartneren, den højreorienterede Liga, som har en stram udlændingepolitik og ønsker skattelettelser.
Falco stemte imod en lov, som Ligaen fremsatte om at skærpe asylrettigheder.
Tidligere på ugen kritiserede han regeringen for at trumfe et budget igennem uden ret meget debat.
Falco var officer i kystvagten, da "Costa Concordia" i 2012 sejlede for tæt på den italienske ø Giglio og ramte et skær.
På et tidspunkt var skibets kaptajn, Francesco Schettino, ved at forlade krydstogtskibet, selv om der stadig var passagerer om bord.
- Se for fanden at komme tilbage på skibet, råbte Falco over radioen, fremgår det af lydoptagelser, der siden blev offentliggjort.
32 mennesker omkom ved katastrofen, og Schettino blev dømt 16 års fængsel for uagtsomt manddrab.
Ekskluderingen af de fire politikere, hvoraf de to er medlemmer af EU-Parlamentet, betyder i øvrigt, at regeringskoalitionen i Rom nu er nede på 167 af parlamentets 320 pladser.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters