Trods et nederlag til Burnley lørdag mener Tottenhams stjerneangriber Harry Kane, at klubben stadig er med i mesterskabskampen.
Udmeldingen kommer, efter at Tottenham tabte 1-2 på udebane mod Burnley i Premier League.
- Folk har talt om, at vi ikke er med i det (mesterskabskampen, red.), men så vinder vi et par kampe, og så er vi der, siger Harry Kane til nyhedsbureauet AFP.
Med nederlaget til Burnley er London-klubben seks point efter Liverpool på førstepladsen og fem point efter Manchester City.
- Nu siger folk nok, at det er et parløb, men det er ikke vores problem. Alt, hvad vi kan gøre, er at sørge for os selv.
Der resterer 11 ligakampe i sæsonen.
Tottenham skal både på besøg hos Liverpool og Manchester City. Derudover skal Tottenham møde de to andre topklubber fra London, Chelsea og Arsenal, på hjemmebane.
- Vi har lukket hullet før, og det viser, hvilken karakter holdet har. Vi har tre store kampe nu, og motivationen er der, siger Harry Kane.
Nederlaget til Burnley var Harry Kanes første kamp, siden han pådrog sig en ankelskade i januar mod Manchester United.
Siden skaden har Tottenham vundet alle fire kampe.
Tottenham-topscoreren scorede i sin comebackkamp, men Ashley Barnes' sene scoring sørgede for, at Burnley vandt 2-1 på Turf Moor.
/ritzau/