Harm direktør til Løkke: Penge til erhvervsskoler er varm luft

Direktør Henning Dam er frustreret over, at regeringen og Dansk Folkeparti tilfører 170 millioner kroner til erhvervsskolerne, der samtidig skæres med 270 millioner kroner.
- Man giver med den ene hånd og tager med den anden, mener direktør Henning Dam om regeringen og Dansk Folkepartis erhvervsskoleplan.
- Man giver med den ene hånd og tager med den anden, mener direktør Henning Dam om regeringen og Dansk Folkepartis erhvervsskoleplan. Foto: Privat

Opdateret 11/12/17 kl 19.53: Henning Dam er udover direktør og salgschef kommende byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Vejle. 

Direktør Henning Dam er godt harm over regeringen og Dansk Folkepartis budskab om, at man med fredagens finanslovsforlig vil styrke erhvervsskolerne med 170 millioner kroner.

For i virkeligheden kommer området til at mangle 100 millioner kroner til næste år, da der skæres andre steder. 

- Jeg er skuffet over, at man ikke har forståelse for, at dansk industri har brug for flere og dygtigere unge mennesker. Og det kræver flere penge, lyder det fra Henning Dam.

Han er direktør i konsulentfirmaet Møllebjerg Business Consulting og salgschef i maskinfabrikken MCJ Metal. I godt 30 år har han via sit arbejde haft tilknytning til industri-sektoren og erhvervsuddannelserne, som han mener, trænger til et gevaldigt løft. 

Giver med én hånd - tager med en anden

Og umiddelbart så det da også ud til, at løftet var på vej, da finansloven 2018 faldt på plads fredag.

Med opbakning fra Dansk Folkeparti vil regeringen styrke erhvervsuddannelserne ved at afsætte 170 millioner kroner til en "ekstraordinær kvalitetsudviklingspulje".

De mange penge skal ifølge regeringen og Dansk Folkeparti være med til at gøre erhvervuddannelserne attraktive og tiltrække flere unge fra grundskolen. 

Men budskabet klinger hult i ørerne på direktør Henning Dam, da skolerne samtidigt er pålagt at skære 270 millioner kroner næste år. 

- De siger, at de vil give området et løft og kommer med alle de her positive budskaber. Men det er jo varm luft. Reelt set mister området jo 100 millioner kroner, når man kigger bagom tallene, raser Henning Dam. 

For ved siden af den økonomiske indsprøjtning skal erhvervsskolerne samtidig spare 120 millioner kroner årligt. Det sker som led i det såkaldte omprioriteringsbidrag, der betyder, at der hvert år skal skæres to procent af budgetterne. 

Besparelserne på 120 millioner kroner svarer til, at man næste år skal fjerne 200 stillinger, har skolernes brancheorganisation, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, regnet sig frem til. 

Dertil kommer, at der i samme omgang forsvinder en pulje på 150 millioner kroner fra sidste års finanslov.

DF er tilfreds

- Man giver med den ene hånd og tager med den anden. Og det er så frustrerende, for jeg kommer ud i industrien og kan se, der mangler kvalificeret, faglært arbejdskraft, siger Henning Dam.

Han peger på, at der især mangler industriteknikere, værktøjsmagere, automatikteknikere og smede. 

- Man er simpelthen nødt til at investere nogle flere penge i at få skolerne opgraderet til at uddanne flere unge mennesker til det industrisamfund, vi er på vej ind i, hvis ikke vi skal ud og hente udenlandsk arbejdskraft.

Dansk Folkepartis erhvervsuddannelsesordfører, Marlene Harpsøe, anerkender, at erhvervsskolerne reelt set får 100 millioner kroner mindre at gøre godt med til næste år. Hun fastslår dog, at resultatet af finanslovforliget er tilfredsstillende, og at man i Dansk Folkeparti vil kæmpe for at annullere besparelserne på området. 

Henning Dam, der netop er valgt ind som byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Vejle Kommune, lavede søndag et facebookopslag, hvor han kritiserer finanslovsforliget: 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.