Opdateret kl. 13:55
Et af verdens største hangarskibe, den franske flådes flagskib "Charles de Gaulle", kommer til Aarhus 29. marts forud for en træningsmission med en dansk fregat.
Det oplyser forsvarsminister Trine Bramsen (S) efter møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget torsdag.
- Vi er en af verdens allerstørste søfartsnationer, og derfor er det væsentligt, at vi er med til at træne og samarbejde.
- Det her bliver en stor oplevelse for danskerne også, og jeg håber, at mange vil komme til Aarhus Havn. Det er et vigtigt signal at sende, at Søværnet er vigtigt for at sikre freden i Danmark og den fri sejlads på verdenshavene, siger hun.
Dermed kan Aarhus og de nordjyske kyster måske se frem til samme tilløbsstykke som da den store, atomdrevne russiske ubåd "Orel" i 2018 sejlede gennem dansk farvand.
Her stimlede mange danskere sammen på kysterne på blandt andet Langeland og Sjælland, hvor den russiske atomubåd passerede tæt forbi.
Besøget fra "Charles de Gaulle" sker i forbindelse med, at den danske fregat "Niels Juel" skal træne med den franske hangarskibsgruppe i Nordatlanten og Nordsøen.
Det franske hangarskib har plads til 2000 mand og vejer op mod 40.500 ton.
Sidste år sejlede fregatten "Niels Juel" også med det over 260 meter lange franske hangarskib, der kan fragte op mod 40 fly.
Den danske fregats opgave bliver at passe på det franske hangarskib, der er opkaldt efter en af landets mest betydningsfulde præsidenter. Sidste år var begge indsat i kampen mod den militante bevægelse Islamisk Stat.
Den danske fregat skal i tre uger deltager i øvelserne i det nordlige Atlanterhav, herunder Nordsøen. Det er rent geopolitisk et strategisk vigtigt område, hvor også russerne har interesser.
- Det sikkerhedspolitiske billede ændrer sig i disse år. Det tager vi bestik af, og det gør vores allierede også. Det gør, at vi træner - også nogle andre steder end vi tidligere har gjort.
- Vi er nødt til at kende havene og træne sammen i et andet omfang, end vi tidligere har gjort, siger forsvarsministeren.
Det er ikke første gang, at et hangarskib besøger dansk farvand. I juni 1958 leverede det amerikanske hangarskibet "USS Tripoli" kampfly til Danmark og anløb dengang havnen i Nørresundby.
Danmark råder over tre aktive fregatter, som er søværnets mest slagkraftige skibstype. De er udstyret med flere forskellige missiler, maskinkanoner og maskingeværer, der kan bruges til både forsvar og angreb.
/ritzau/