Det Kongelige Teaters Balletskole er ikke bare en skole, men også en hård arbejdsplads for børn. Som to piger fra Balletskolen formulerer det, så er det et sted, hvor der »ikke er så meget tid til andre ting«, og hvor »man får en masse, masse kritik, så man godt kan blive lidt lille indeni og ked af det.« Samtidig stråler de to på 12 og 13 år af entusiasme, når de fortæller om glæden ved at danse ballet, og der er slet ikke i tvivl om, at det er det bedste, de ved. Men de karakteriserer uden tøven Balletskolen på Det Kongelige Teater som en arbejdsplads.

Da Nyhedsavisen, flankeret af pressekoordinator fra Det Kongelige Teater Thomas Beck Sørensen, spurgte udvalgte voksne dansere, om de ville lade deres eget barn gå på Balletskolen, svarede de alle, at hvis barnet selv ønskede det og brændte for det, ville de ikke sige nej.

Men da Nyhedsavisen bagefter taler med en danser, som ønsker at være anonym, er svaret et andet: »Jeg ville aldrig sende dem herind, fordi jeg selv har været underlagt et system, som ikke har givet mig færdigheder til at klare mig i den virkelige verden.«

Skideballer i flæng

Hun fortæller om en skole med kæft, trit og retning og skideballer i flæng. 
»En af drengene turde ikke række hånden op og sige, at han skulle tisse, så han tissede på gulvet, hvilket han fik en skideballe for og blev sendt i garderoben.«

 Den unge danser medgiver, at der er sket store forandringer, siden hun selv var balletbarn, men siger samtidig:
»Den balletmester, børnene har i dag, er den samme, som jeg havde, da jeg var balletbarn. Og det er gamle dansere, der bliver ledere og undervisere, hvilket bare afføder det samme system.«

 Hun påpeger, at det grundlæggende problem ligger i, at »man er nødt til at træffe valget mellem at blive en dygtig danser eller et helt menneske«.

I går bragte Nyhedsavisen et interview med Thomas Garulf, der valgte at forlade Balletskolen, fordi han oplevede den som upædagogisk, lukket og til tider ødelæggende.

Dreng ja, pige nej

Solist i Den Kongelige Ballet Morten Eggert havde det derimod »forrygende« på Balletskolen, om hvilken han siger, at »det er hård træning og evaluering fra seksårsalderen. Det skal man kunne lide, ellers kan det blive et pres«.
Han ville ikke have betænkeligheder ved at sende sin søn på Balletskolen, men »hvis jeg fik en pige, ville jeg betænke mig. De skal finde sig i meget, og det gør så ondt at danse på tåspidssko.« 

De udvalgte voksne dansere, Nyhedsavisen har talt med, siger alle, at de har været glade for at gå på Balletskolen, men også, at det var hårdt, og at »der er ikke tid til andet end ballet 24 timer i døgnet« og »man bliver unægtelig isoleret, fordi det er så tidskrævende et arbejde.«

Leder af Balletskolens læseskole Birgitte Haarder kalder den »en gave, men også en meget lukket verden. Det er en eliteskole på godt og ondt.«

14 timers arbejdsdag

At der også for børnenes vedkommende er tale om en arbejdsplads, er Birgitte Haarder enig i:
»Børnene indgår i en arbejdsplads og et arbejdsfællesskab med de voksne. Deres dage er meget lange, og er der forestilling om aftenen, slutter dagen først 23.30. Hvis man så yderligere bor i Espergærde, bliver det sent, men de skal stadig stille 8.15 næste morgen.«

Sidste år fik balletten en kostskole, hvor børnene kan gå, fra de er 12 år, så de, der kommer langvejs fra, ikke behøver at tage frem og tilbage. Balletlæseskolen har også etableret et samarbejde med N. Zahles Gymnasieskole, sådan at børnene nu bliver undervist af lærere derfra. Samtidig kan de børn, der hvert år bliver bedt om at forlade balletskolen, få lov at fortsætte i en ’almindelig’ klasse på Zahle.

Ifølge pressekoordinator Thomas Beck Sørensen skulle Balletskolen have gennemgået yderligere positive forandringer, men hverken balletmester Frank Andersen eller leder af Balletskolen Niels Balle har ønsket at fortælle om disse eller svare på den kritik, der fremsættes.