En kvindelig plejehjemsbeboer har fredag aften mistet livet, efter at der udbrød brand på hendes værelse.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Martin Kajberg til Ritzau.
Der er tale om et plejehjem på Ugandavej på Amager.
- Vi skal undersøge helt præcist, hvordan branden er opstået, for det vides ikke med sikkerhed. Men intet tyder på, at der er sket noget kriminelt. Alt tyder på, at det er en ulykke, siger vagtchefen.
Kvindens pårørende er underrettet.
Martin Kajberg kan ikke oplyse plejehjemsbeboerens alder, men fortæller, at der er tale om en "ældre kvinde".
- Når sådan noget her sker, er vi selvfølgelig altid meget grundige, og vi laver en undersøgelse for præcist at fastlægge brandårsagen. Det forventer vi også at komme til i denne sag, siger Martin Kajberg.
Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 21.41, og plejehjemsbeboeren blev erklæret død på stedet.
/ritzau/