Stemmeafgivningen til Eurovision for de lande, der ikke selv deltager i det internationale melodigrandprix, er blevet forsinket.
Det fremgår af en meddelelse på den hjemmeside, som seere fra disse lande skal afgive deres stemme igennem.
Forsinkelsen gælder, "indtil en igangværende efterforskning vedrørende den hollandske deltager er blevet afsluttet", lyder det i meddelelsen.
- Vi beklager ulejligheden, lyder det.
Det fremgår ikke, hvornår det kan ventes, at hjemmesiden åbner for forhåndsafstemningen.
Natten til lørdag dansk tid oplyste European Broadcasting Union (EBU), at politiet i Malmø undersøger en hændelse med Joost Klein, som repræsenterer Holland i årets Eurovision.
Det skete, efter at Joost Klein var blevet udelukket fra at deltage ved fredagens anden generalprøve forud for finalen lørdag.
Flere svenske medier har skrevet, at sagen handler om, at Klein skal have været i en fysisk konfrontation med en fotograf. Det er dog ikke bekræftet fra officielt hold.
Holland var blandt de ti lande, der torsdag aften gik videre til finalen. Landet stiller op med sangen "Europapa".
Vinderen af årets internationale melodigrandprix bliver fundet i den store finale, som afvikles fra Malmö Arena i Sydsverige lørdag aften.
Seere i de af verdens lande, der ikke har en deltager på scenen i Eurovision, har ifølge reglerne knap 24 timer til at afgive deres stemme.
Seere i de lande, der deltager i Eurovision, kan først stemme, fra lige inden den første sang bliver spillet.
Israel er årets mest omdiskuterede deltager i det internationale melodigrandprix. Landets deltagelse har vakt vrede grundet krigen i Gaza.
Israel har dog taget et hop op hos bookmakerne. Fredag befandt landet sig lige under den foreløbige favorit, kroatiske Marko Purišic, som optræder under kunstnernavnet Baby Lasagna.
/ritzau/