De fleste danskere har - ligesom jeg - næppe deltaget i Copenhagen Pride.
De fleste danskere mener formentlig - ligesom jeg - at Priden er en stærk begivenhed med et nødvendigt budskab.
Priden er en hyldest til mangfoldighed og til en verden, hvor enhver kan elske frit og i tryghed. Det er ikke et budskab, jeg har fundet på. Det er deres egne ord.
Sådan skriver de, når de søger penge hos kommunen eller hos sponsorer. Og det er formentlig det budskab, mange danske virksomheder gennem årene gerne ville støtte. Men det er slut nu.
Copenhagen Pride har skudt sig selv i begge fødder. Som konsekvens har deres talsperson, Lars Henriksen, trukket sig og det burde hele bestyrelsen også. Bestyrelsen burde samtidig nedlægge foreningen og håbe på, at der senere kommer en ny og mere klarsynet Pride-bevægelse. Lige nu klamrer de sig til en synkende skude.
Hvorfor er det gået så galt?
Pride-bevægelsen forsøgte i februar at melde sig ind i den ophedede debat om forholdene i Gaza. “Vi står i solidaritet med det palæstinensiske folk”, skrev Copenhagen Pride i en pressemeddelelse og forlangte pludselig, at deres sponsorer skulle redegøre for deres forhold til Israel og deres aktiviteter i området.
Priden beklagede endda, at de var lidt sent ude og deres talsperson Lars Henriksen formulerede det sådan her:
- Det er hverken kontroversielt eller overraskende, at vi, som en menneskerettighedsorganisation, står fast på helt basale menneskerettigheder, eller at vi beder de organisationer eller kommercielle partnere, vi samarbejder med, om at gøre det...
Firmaerne skulle altså følge Priden støtte det palæstinensiske folk, ellers kunne de ikke længere få lov til at aflevere pengene. Arrogancen og selvsikkerheden lyste ud af bevægelsen på dette tidspunkt, og det er måske ikke så mærkeligt.
Priden har fået alt, hvad den har peget på gennem årene. Virksomhederne er væltet ind med støtte for at bakke op om budskabet: Diversitet og kærlighed. Direktører fra store danske firmaer har stået på blokvogne gennem København og svinget regnbueflaget. Kongehuset og den politiske elite har stået på utallige scener med Pridens talsperson, så det er klart, at Pridens bestyrelse troede, at de kunne lege udenrigsministre.
Det var naturligt, at de stillede krav, som kun ‘de urørlige’ tænker. Denne gang brød helvede dog løs. Markante stemmer sagde stop, firmaer satte deres støtte på pause. Pludselig blev sløret revet væk og det blev tydeligt, at Priden er en politisk organisation langt væk fra deres oprindelige mission.
Den nuværende bestyrelse blev valgt i november 2022 med et ønske om at ‘fokusere på etiske partnerskaber’, som de selv formulerede det. Planen om at kræve sponsorerne til ansvar er altså en bestyrelsesbeslutning.
De ønskede det, men det blev talsperson Lars Henriksen, der måtte betale prisen, da sponsorerne pludselig flygtede. Han måtte trække sig, fordi kommunikationen var for dårlig og fyldt med fejl, som han sagde.
Det ser nu ikke ud til at være fejl, der har fældet ham og Priden. Men derimod rendyrket hykleri. Mærsk, Google, Novo, Dansk Industri, TUI, Nykredit og DFDS har foreløbig stoppet deres sponsorater efter det mærkværdige forløb.
Den nye forperson, Benjamin Hansen, smed som det første Lars Henriksen under bussen og beklagede hans kommunikative fejl, men ikke mere end at han straks tilføjede: Priden vil altid forbeholde sig ret til at kritisere overtrædelser af menneskerettigheder.
Hykleriet kan ikke blive tykkere!
Vi anede selvfølgelig uråd første gang, da Pridens rute blev ændret for år tilbage. I 2016 besluttede bestyrelsen, at kærligheds-optoget ikke længere skulle gå gennem Nørrebrogade.
Hvorfor? Fordi der var en reel fare for homoseksuelle på den rute og ikke mindst jødiske homoseksuelle. Så vigtigt var det altså heller ikke at fastholde, at ‘enhver skal kunne elske frit og i tryghed’. Nørrebro er en undtagelse.
Der var andre Priden kunne kritisere.
Iran har netop vedtaget en lov, der giver 15 år fængsel for homoseksualitet. Det er kun få år siden, at homoseksuelle blev hængt.
Libanon har en max straf på seks år. Kuwait syv års fængsel, Qatar syv år, Oman tre år. I Mellemøsten mener man ikke det samme som Copenhagen Pride og slet Palæstinenserne.
Gaza har ifølge LGBTQ online mediet - XQ28.dk - en straframme på 10 år for homoseksualitet.
Det ville være passende, hvis Priden og deres nye talsperson kritiserede overtrædelsen af menneskerettighederne i de lande, hvor man IKKE kan ‘elske frit og i tryghed’. Foreløbig er der tavst.
Copenhagen Pride og bestyrelsen ønskede at markere et politisk ståsted, da de tvang sponsorerne til at melde fra. Det var ikke en fejl og dårlig kommunikation. Det var en bevidst beslutning om, at ‘etiske partnerskaber’ er politiske og i dette tilfælde for Palæstina.
Bestyrelsen for Copenhagen Pride er ikke længere optaget af deres egen formulerede mission, ‘at arbejde for en verden, hvor enhver kan elske frit og i tryghed’.
De er faret vild.
Derfor skal bestyrelsen - hele bestyrelsen - gå af og samtidig nedlægge foreningen. Der skal nok komme en ny Pride i København istedet.
Michael Dyrby er tidligere ansvarshavende chefredaktør og en af Avisen.dk's faste klummeskribenter. Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix