Somalia er for tiden et land, hvor indbyggerne må finde sig i en hverdag med død og ødelæggelse. Striden i landet står mellem den islamiske bevægelse, der har overtaget magten i de fleste områder, og regeringsstyrkerne, der bliver støttet af Etiopien.
Efter at regeringen lørdag afviste et fredsudspil fra den islamiske bevægelse, er kampene søndag blevet mere vilde og blodige end hidtil. Kampene udspiller sig i den centrale del af landet samt i Puntland-provinsen mod nord, hvilket er et af de få områder, som regeringen stadig kontrollerer. Ingen af de stridende parter vil oplyse hverken millitære eller civile talstal, men i forhold til kampenes intensitet regnes de for at være betragtelige.
»Kampene fortsætter, og vi vil fortsætte med at forfølge tropperne i Puntland,« sagde talsmanden Mohammed Mahmud Agaweyne fra den islamiske bevægelse.
Eksperter advarer ifølge AP om, at krigen i Somalia er i fare for at brede sig til nabolandene Etiopien og Eritrea med massive menneskelige lidelser til følge. Problemet er nemlig, at Etiopien støtter regeringen i Somalia, mens Eritrea støtter den islamiske bevægelse.
Ifølge en FN-rapport, som AP er kommet i besiddelse af, har Etiopien sendt 6.000-8.000 soldater ind i Somalia for at hjælpe den svage regering. Eritrea har indtil videre sendt 2.000 soldater ind for at hjælpe den islamiske bevægelse.