De folkevalgte grækere har stadig store problemer med at blive enige om, hvordan landets regering skal se ud.
Den politiske situation i det kriseramte land er efter valget den 6. maj så besværlig, at præsident Carolos Papoulias foreslår, at teknokrater kommer til.
Det siger Evangelos Venizelos, leder af det socialistiske parti Pasok, efter et møde med præsidenten og lederne fra det konservative parti Nyt Demokrati og det venstreorienterede parti Demokratisk Venstre.
Han siger videre, at præsidenten har indkaldt til nyt møde for at drøfte forslaget tirsdag klokken 13 dansk tid.
En talsmand for den mere yderliggående venstregruppering Syriza siger til Reuters, at også dette parti skal deltage i tirsdagens forhandlingsmøde.
Det ekstremistiske, højreorienterede parti Gyldent Daggry er ikke inviteret til forhandlingerne.
Hvis politikerne enes om, at teknokraterne, altså embedsmænd, skal rykke ind på ministerposterne og forsøge at styre Grækenland ud af landets enorme gældsproblemer, så vil Grækenland ikke være det første sydeuropæiske land, hvor politikerne overlader ministerbilerne til embedsværket.
Italien, der også har store økonomiske problemer, dog ikke i græsk klasse, fik en teknokratregering sidste efterår. Den ledes af premierminister Mario Monti.
AFP